Lizzo – Cuz I Love You

Foto: Luke Gilford
Label: Atlantic Records (Warner Music Group)
Udgivelsesdato: Fredag den 19. april 2019

Roskilde-aktuelle Lizzos plade rammer forbi det faste albumformat og ind i single- og playlist-tidsalderen. Og det er på godt og ondt.

Den amerikanske sangerinde og rapper Lizzo har siden 2014 udgivet to album og EP’en Coconut Oil (2016), hvor både titelnummeret og det store hit ”Good as Hell” for alvor satte hendes karriere i gang. Siden da har den 30-årige kunstner formet sin karakteristiske lyd med singler som ”Water Me”, ”Truth Hurts” og ”Boys”.  

Selvom Lizzo altså har et længere bagkatalog, er det alligevel svært at definere hendes lyd, der i løbet af de sidste fem år har stukket i mange forskellige retninger – derfor var det med stor spænding, at jeg satte mig til at lytte til det nye album Cuz I Love You.

Blandede bolsjer

Forud for pladen har Lizzo sluppet tre singler, der ved første gennemlyt godt kan tyde på en stilforvirring. Men egentlig er de tre numre et perfekt billede af sangerindens musikalske alsidighed.

På titelsangen ”Cuz I Love You” hører vi hendes version af en 60’er-ballade i absolut crooner-stil a la Frankie Valli eller Tom Jones. Den storslåede ’jeg-græder-mit-hjerte-ud’-stemning skabes af bigband-instrumenter, en guitar-heltesolo og Lizzos diva-agtige vokal, der minder om Tina Turner.

I den modsatte grøft ligger nummeret ”Tempo”. Det gæstes af Missy Elliot, som banede vejen for kvindelige rappere i 90’erne, og er en væsentlig inspiration for Lizzos hiphoplyd. Nummeret har tydelige referencer til Elliots hits ”Work It” og ”Get Ur Freak On” og er nok en af de numre, der stikker mest ud på pladen.

Førstesinglen, “Juice”, er et godt bud på en af årets bedste sange. Der er ingen tvivl om, at den funkede pop har bidt sig fast efter Bruno Mars’ album 24k Magic, og det er samme stil, man hører på ”Juice”, som er intet mindre end et funky festfyrværkeri. Her mestrer Lizzo kombinationen af rap og sang i en retrolyd med talkbox-klingende fraseringer, soulede korstemmer og et lækkert blæserarrangement.

Sangen, der blander funk-elementer, nutidige hiphop-referencer og poppede melodier, viser kernen af hendes talent. Samme styrke finder man på sangen ”Like A Girl”, der med sin kommercielle lyd giver associationer til Demi Lovatos ”Sorry Not Sorry” eller Bruno Mars’ ”That’s What I Like”.

”Mirror Mirror on the wall, don’t say it cause I know I’m cute”

Pladens tekstunivers tematiserer en stærk kvinde i opgør med faste kropsidealer, med prædikener om først og fremmest at elske sig selv. Den kompromisløse og eksplosive attitude er uundgåelig at høre i sange som ”Soulmate”, ”Exactly How I Feel” og ”Better In Color”. Lizzo er langt fra et poleret pop-image, og det er forfriskende at høre en sangerinde, der ikke er bange for at skabe sig og konfrontere sin lytter med, hvordan god popmusik skal lyde.

Den til tider hårdtslående attitude og overstyrende vokal bliver man dog hurtigt mættet af, når man hører pladen i sin helhed. Cuz I Love You stikker i mange retninger, og dets største svaghed er, at albummet føles som 11 individuelle numre. Det falder lige ned i en streaming-tidsånd, hvor singler og playlister er dominerende. Som et samlet album er det en lidt for stor mundfuld. Til gengæld er jeg overbevist om, at sangene passer perfekt til en bombastisk live-optræden med en stor portion glitter og twerkende dansere, som hun før har disket op med. Pladen føles som en stor energibombe der bare venter på at blive udløst på scenen – derfor er det også med den præmis, man må lytte til numrene, der i virkeligheden fungerer bedst hver for sig.

Selvom albummet er en smule hårdt at lytte til i sin helhed, har mange af sangene allerede fundet en sikker plads på mine playlister. Både ”Juice”, ”Like A Girl” og ”Cry Baby” er nogle af pladens højdepunkter. Her er den ellers fremtrædende vokal kommet i baggrunden til fordel for de fine melodier, opfindsomme korstemmer, distortede guitarriffs og stærke trommebeats.
Ligeså klæder det albummet at have ballader, der udover titelsangen, tæller kærestesorgernummeret ”Jerome” og det sexede Miguel-lydende afslutningstrack ”Lingerie”. Et sidste højdepunkt er sangen ”Heaven Help Me”, hvor man i et længere outrostykke endelig får tværfløjten at høre. Lizzo er klassisk fløjtenist, og blandt violiner og et dæmpet trap-beat kan man høre hendes virtuose melodier på fløjten Sasha (der i øvrigt har sin egen Instagram-profil).   

Lizzo viser sin mangefacetterede musikalitet, der får lov til at udfolde sig i flere musikgenrer på samme tid. Hendes nysgerrighed og eksperimenterende stil vises på en bred pallette, og den eksplosive energi komprimeres til 11 solide numre, der i sidste ende fungerer bedst enkeltvis på dine yndlingsplaylister.
Samtidig er den store diversitet et kvalitetsstempel i sig selv, og Lizzo forbliver svær ikke at holde af.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at albummet vil kulminere i mange bombastiske og mindeværdige koncertoplevelser, når hun i løbet af sommeren drager på Europaturné og blandt andet rammer årets Roskilde Festival.