fbpx

Q&A Med Amyl and The Sniffers: Jeg tror måske, regnlyde vil gå godt til “Monsoon Rock”

Foto: PR

I aften gæster det australske punkrockband Amyl and The Sniffers Stengade i København med et solidt live-ry og et kommende debutalbum i baghånden. Vi har sendt nogle spørgsmål efter gruppen, som guitarist Declan Martens har svaret på.

Hvis du endnu ikke er stødt på navnet Amyl and The Sniffers, så tyder noget på, at du skal øge dit indtag af internationale musiknyheder – eller bare holde øje her fra nu af – for det er navnet på et af de mest hypede punkbands lige nu. I ægte punkstil er det især deres live-renommé, der har ført dem til den status, for efter optrædender på blandt andet The Great Escape, SXSW i år og som opvarmning for landsfællerne King Gizzard & The Lizard Wizard har branchen fået øjnene op for det hektiske og kaotiske punkpåstyr, især forsanger Amy Taylor leverer, når hun crowdsurfer og kravler rundt på scenen (og nogle gange op ad væggen).

Melbourne-kvartetten har allerede udgivet de to EP’er Giddy Up I 2016 og Big Attraction I 2017, og førstnævnte blev eftersigende til og udgivet i løbet af 12 timer, hvor de tidligere bofæller altså formåede at danne bandet, skrive og indspille en håndfuld numre og udgive dem umiddelbart efter.

Gruppen er signet til Rough Trade Records og udgiver deres debutalbum den 24. maj. De udgav i marts førstesinglen “Monsoon Rock”, som vi – som interviewet nedenfor afslører – faktisk havde fået ind i hovedet også var titeltracket. Sådan kan det gå, og Dec, som Declan Martens kalder sig selv, minder os høfligt om, at albummet faktisk er selvbetitlet. Der kan man bare se.
Lyt til det hektiske eksemplar på Amyl and The Sniffers, mens du læser videre.

Udover Amy Tayler på vokal og Dec Martens på guitar består gruppen af Bryce Wilson på trommer og GUs Romer på bas.

Først og fremmest, tak for at tage jer tid til denne lille virtuelle snak med os. Hvor befinder I jer i skrivende stund?

– Vi er i The Louisiana Green Room in Bristol, UK.

I et tidligere interview med DIY Mag siger Amy, at hun elsker kaos – Hvad er det største kaos, I har skabt siden starten af 2019?

-Det er Dec her! Da jeg var hjemme i februar tog jeg ud og drak med mine venner hver eneste dag, og vi havde den bedste tid i Melbourne.

Hvordan har de seneste seks måneder set ud for Amyl and The Sniffers?

– Vi turnerede i USA i oktober, indspillede i november, turnerede i Australien i en uge i december, tog fat på en to måneders pause og de seneste uger har vi turneret i US og UK.

I har annonceret jeres debutalbum og udgivet leadsinglen, som også er titelnummeret. Hvad var jeres tanker bag at gøre “Monsoon Rock” til det første materiale, folk hører fra pladen?

– Albummet er faktisk selvbetitlet! Amyl and the Sniffers by Amyl and The Sniffers. Jeg tror bare, vi ville udgive noget, der var fuld af energi og i-dit-ansigt, så vi sendte Monsoon Rock ud først.

Når man læser om jeres proces bag de tidligere EP’er virker det hele meget intuitivt og “lad-være-med-at-tænke-for-meget-over-det”-agitgt. Er der alligevel en speciel del af jeres musik, I ofte ender med at sidde og nørkle med?

– Egentligt ikke. Hvis noget ikke fungerer, lægger vi sjældent den store indsats i det, vi udgiver bare sangen.

I har arbejdet med producer Ross Orton (bl.a. Arctic Monkeys, MIA, Kelis og Drenge) på den kommende plade – hvordan blev det samarbejde til, og hvordan har det været for jer?

Rough Trade hookede det op for os, og det var virkelig sjovt at arbejde med Ross, den lille, mærkelige Yorkshireman, som elsker at have det sjovt og har en god portion humor.

Hvordan tror I så, det har været for Ross Orton at arbejde med jer?

– Ross sagde, at han virkelig nød det. Han har sagt mange søde ting til os omkring hans oplevelse, og jeg har også hørt fra andre, at han havde det sjovt.

Er der noget bestemt, I gerne vil have os til at lytte særligt efter, når albummet lander?

– Vores trommeslager lytter til regnlyde, når han går i seng. Jeg lyttede til dem, da jeg var meget syg for nogle måneder siden. Det kan virkelig et eller andet, og jeg tror, det måske vil gå godt sammen med “Monsoon Rock”.

(Tip fra os: rainymood.com er et udemærket sted at finde regnlyde. Så kan du jo selv trykke play på den og “Monsoon Rock” samtidigt og høre, om Dec har fat i noget.)

Er der noget, du gerne vil fortælle jeres danske publikum?

Et af mine yndlingsbands er dansk. De hedder Brats og blev senere til Mercyful Fate. Jeg tror, at deres album 1980 er mit yndlingsalbum nogensinde. Hvis du kender et andet dansk band, der minder om Brats, eller hvis du kender nogen, som var i bandet, så kom til vores show og introducer dig selv!

Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com