11 apr Svenske Jenny Wilson: Jeg vidste, at jeg var nødt til at skrive om det

Foto: PR

Det har ikke altid været klart for Jenny Wilson, at hun skulle lave musik, men det blev alligevel den vej, hun endte med at gå. I dag er hun 43 år gammel, og har de seneste år modtaget flere Grammies for sin musik. Der er derfor ingen tvivl om, hvor spændte vi har været på at høre hendes album TRAUMA, som i dag har ramt gaden. Vi har mødt hende og talt om, hvordan det er at synge om det, som der ikke er mange, der tør tale om – at være offer for en voldtægt.

Jenny Wilson er en af dem, som har et unikt og kreativt gen, som ikke er til at modstå. Men det har ikke altid været klart for hende, at det var musikken, hun skulle beskæftige sig med. Hun fortæller, hvordan viljen til at skabe sit eget altid har fandtes, selvom det ikke altid har været udtrykt musikalsk.

– Jeg har altid holdt af at tegne og skrive og sådan noget. Som ung tror jeg ikke rigtig, at jeg havde nogle kvindelige forbilleder. Som teenager kendte jeg rigtig mange drenge, som spillede musik, men det var som om, at det var utænkeligt at gøre for mig. Tanken om at jeg kunne være med i et band eller lignende, slog mig ikke, fortæller hun.

Istedet begyndte hun på Skrivelinjen på Skurups folkhögskola, hvor hun mest skrev noveller og poesi. Men en dag kom hun ud for en oplevelse, som ikke kunne holde hende væk fra musikken længere.

–  Da jeg gik på skrivelinjen, så opdagede jeg en PJ Harvey-plade, som vendte hele min verden på hovedet. Den gamle orden eksisterede ligesom ikke længere. Jeg blev så inspireret af, hvordan hun gjorde det, og dét at hun bare gjorde det, og at hun overhovedet fandtes. Det var en stærk passion og oplevelse, som overtog hele mit system. Jeg har aldrig oplevet sådan en kraft nogensinde – hverken før eller efter. Dér fandt jeg mit sprog, forklarer Wilson.

En intuitiv genfødsel

Fængslet af PJ Harveys måde at udtrykke sig på, lagde Jenny Wilson forfatterdrømmen på hylden og købte en elguitar – på trods af, at hun aldrig havde spillet på et instrument før.

– Selvom jeg ikke var så punket, så har jeg brugt instrumentet på samme måde som nogen, der spiller punk. Jeg er selvlært, men jeg kan ikke nogle termer og sådan noget. Jeg spiller ud fra en fornemmelse af at ville udtrykke mig og sige noget. Jeg kan ikke spille klaver, fordi jeg ikke kan læse noder.

Jenny spillede derefter i bandet First Floor Power, som hun udgav tre albums sammen med. Men i sammenhæng med at de flyttede fra Malmø og op til Stockholm, blev hendes tanker ledt hen imod en solokarriere istedet.

– Da vi allesammen flyttede til Stockholm, blev det pludselig meget mere svært. Det var megadyrt at bo der, det var megadyrt at have et øvelokale. Vi havde ligesom ikke råd til det – vi havde jo ingen penge. Du ved, alt var pludselig på et helt andet niveau. Jeg tror bare, at glæden forsvandt lidt ved det, fortæller hun. Istedet begyndte Wilson at skrive musik til teaterstykker og arbejde med elektronisk musik – genren, som hun i dag er så selvsikker i.

– Det var som om en genfødsel, og jeg tænkte “Wow, det her er så intuitivt”, mindes hun. Jeg nød fornemmelsen af det ufiltrerede flow, og jeg endte med at beslutte, at jeg ikke længere havde passionen for at spille i et band. Jeg var nødt til også at prøve noget andet.

En traumatisk hændelse blev til et album

Det nye, musikalske rum for Jenny blev på mange måder mere personligt og råt, end det havde været tidligere. Hun havde tidligere skrevet tekster til First Floor Power, men i sin solokarriere blev teksterne mere nøgne og kom tættere ind på livet af hende. De første album, hun udgav som soloartist, handlede om hendes privatliv, men jo mere tid der gik, des sværere emner begyndte hun at belyse. I 2018 udkom albummet ​EXORCISM,​ hvor Wilson deler en svær hændelse med os – nemlig at hun er blevet voldtaget. En oplevelse som for mange er svær at tale om. Også for Jenny Wilson. Det har ikke været lige til at dele ud om voldtægten på albummet og åbne sig op, for at andre kan lytte.

– Jeg gik ind til det med en stor frygt, må jeg sige. Jeg var så vred, før at det gik op for mig, at jeg var nødt til at skrive om det, for man tænker typisk “For fanden, jeg orker ikke at skrive den her sang. Jeg vil ikke, og jeg orker ikke”. Men det fyldte hele mit indre op, så jeg var nødt til at skrive om det, og det vidste jeg nok fra begyndelsen, forklarer hun.

EXORCISM​ udkom i november 2018, og hyldesten af det kom med det samme. Musikvideoen til sangen “RAPIN*” modtog en svensk Grammy award her i 2019. Senere på året blev singlen “Göra Saken Värre” udgivet, som er en sang, der bogstaveligttalt beretter sangerindens traumatiske oplevelse. Sangen bliver fulgt op af albummet TRAUMA, som udkommer i dag, den 12. april. Et album som er det første på svensk fra Jenny Wilson. Jeg spørger hende, om det har skilt sig ud at skrive på svensk, når hun tidligere kun har berørt emner gennem det engelske sprog.

–  Jeg vidste på ingen måde, hvilken attitude jeg havde på mit eget modersmål, fortæller hun. Men et sted kendte jeg styrken ved at synge på mit eget sprog, fordi jeg er vant til at levere tingene på en ufiltreret og rå måde. Og når jeg synger, er det jo præcis, hvad det går ud på.  

“En pisse luksuriøs plade”

Det er ikke bare de emner, som Jenny Wilson vælger at belyse, der udfordrer musikbranchen. På albummet TRAUMA har hun sat barren højt for den elektroniske musik. Musikken på det nye album er indspillet med Norrköpings Symfoniorkester, som er blevet bearbejdet til at have en elektronisk sound.

– Jeg tog kontakt til Hans Ek (dirigenten og arrangøren) for flere år siden og spurgte, om vi ikke skulle finde ud af et samarbejde. Han havde lavet nogle vilde arrangementer med sit symfoniorkester, Kraftwerk og gammel synth-musik, fortæller hun. Musikken til albummet TRAUMA blev indspillet samtidig som EXORCISM, men det er først nu, at albummet står færdigt og er klart til at blive vist for resten af verden.

»Vi har redigeret vældig meget i musikken og virkelig skabt et produkt, som ikke på nogen måde ligner noget, jeg har været med til tidligere. Det blev en pisse luksuriøs plade, med en masse medvirkende folk bagved. Et symfoniorkester er jo kæmpestort,« forklarer Jenny Wilson med længsel i stemmen. Det føles som om, at hun nærmest ikke kan vente med at dele musikken – en skat, som kun har været hendes i flere år. Til foråret tager hun på turné med sit elektroniske band. Jeg slutter samtalen af med at spørge, hvad hun bedst kan lide; at være i sangskriver-boblen eller at stå på scenen og optræde?

– Det er virkelig svært at vælge, for det er to nærmest modsatte tilstande, man er i. Jeg elsker jo at turnere og at stå på scenen. Men det kan jo også være fascinerende og nærmest hypnotiserende at være i skriveprocessen og arbejde med sine idéer. Der får jeg jo lov til at bruge min introverte side, hvor jeg på turnéer får lov til at bruge min ekstroverte – og jeg har brug for begge ting, afslutter hun.

Se musikvideoen til den prisbelønnede og omdiskuterede sang “RAPIN*” her (advarsel: ikke for sarte sjæle).