fbpx

Fraads – Heartland Festival 2019

Foto: Dennis Morton
Scene: Prxject Stage
Tidspunkt: Fredag den 31. maj kl. 19.15

Fraads har efterhånden markeret sig som et af Danmarks nye, virkelig spændende rap-navne. Fredag aften beviste de, at de kan meget mere end ‘bare’ rap, dog kom højdepunktet for tidligt i koncerten.

Fraads - Heartland Festival 2019
4 / 5 Reviewer
Rating4

Koncerten med Fraads fredag kl. 19.15 startede lidt ærgerligt. De første syv-otte minutter var der nemlig problemer med at få lyd i mikrofonerne. Det fik til gengæld en spænding til at stige, som blev forløst i publikums jubel og klap, da konferencieren til sidst fik hul igennem og kunne præsentere Fraads for et utålmodigt afventende publikum.

Fraads, bestående af David Engelbrecht og forsanger Papa Erotic (Frederik Espersen), trådte derefter på scenen. Med sig havde de Eigil på trommer og Gustav på bas, som fuldførte lydbilledet til koncerten.

Papa Erotic fik helt fra start lagt et rigtig højt energiniveau, og Fraads lagde hårdtslående ud til publikums store fornøjelse. Nogle af de første sange var “Farlig Danser” og “Sku Vi tage Noget” fra deres EP “Fryys” fra oktober sidste år, og publikum tog taknemmeligt imod deres hits. Lyden var velbalanceret og gjorde, at man fik alle nuancerne af Fraads’ inderlige og dybfølte tekstunivers med.

Papa Erotic udgjorde en karakteristisk frontperson, som med bar overkrop fra tredje sang i settet – tilsat en denim glimmerkasket og energiske dansemoves – trak opmærksomheden fra publikum udelukkende hen på ham.  

Fraads er svær at genredefinere, og det er faktisk en af deres største styrker. Hvor sange som “Sku Vi Tage Noget” har en hård produktion med traptrommer og dyb bas, har “Se Mig Når Du Sover” derimod et meget blødere udtryk med funkede og udvidede jazzakkorder på klaveret til et tilbagelænet beat fra trommerne. “Døde I Dine Arme” har ligeledes toner af afrobeat, og koncertens sidste nummer, “Heroppe” fra 2017, minder mest af alt om et sommerligt popnummer tilsat en jazzet kontrabas.

Lige meget om Fraads laver rap, funk, jazz, pop eller andet er der uden tvivl plads til og brug for Fraads på den danske musikscene. Det eneste, jeg har at sætte en finger på, er, at de måske ramte koncertens højdepunkt for tidligt. Deres høje energiniveau fra start gjorde, at der uundgåeligt var et tidsrum i midten af koncerten, hvor fokus faldt og energien dalede en smule. På trods af det gav Fraads en meget sikker, underholdende og veludført koncert.

Ditte Nebeling
dittenebeling@bandsoftomorrow.com