fbpx

JOURNEY ‘Summer Series’ annoncerer stortalentet Kelsey Lu

Foto: Vincent Haycock

Den fremadstormende amerikanske sangerinde, sangskriver og cellist Kelsey Lu giver koncert på Søpavillonen den 25. juli.

Vi havde et inderligt ønske om at se albumaktuelle Kelsey Lu på årets Roskilde Festival plakat – det skete ikke, men den talentfulde sangerinde gæster i stedet den stadig nye festival JOURNEY under deres koncept ‘Summer Series’. Den klassisk trænede cellist og vokalist startede sit soloprojekt tilbage i 2016 med debut-EP’en Church, der gjorde hende til ‘kunstneren, som gjorde klassisk musik cool igen’. Hun har blandt andet arbejdet sammen med Solange, spillet for Blood Orange og opvarmet for Florence + The Machine og Sampha – men nu vender hun tilbage til Danmark med sit første headliner show.

På sit debut-album Blood har Kelsey Lu for alvor blandet mange musikgenre, og med hjælp fra stjerneproducere som Adrian Young (Kendrick Lamar, Wu-Tang Clan), Jamie XX og Skrillex går der nok ikke langt tid, før multitalentet opnår stjernestatus.

JOURNEY ‘Summer Series’ har allerede annonceret den canadiske R&B kunstner MorMor til den 4. juni, og nu tilføjes Kelsey Lu til plakaten. Du kan opleve hende på Søpavillonen torsdag den 25. juli.

Ida Hummelgaard
idahummelgaard@bandsoftomorrow.com