fbpx

PREMIERE: Blitzkrig giver taletid til den liderlige mand på deres nye musikvideo til singlen “Lyster”

Foto: Michael Fuglsang

Den københavner-baserede trio Blitzkrig adresserer den liderlige mand og #MeToo-bevægelsen på deres andet singleudspil “Lyster”. Nu er de ude med en tilhørende vovet musikvideo, som du kan se nederst i artiklen.

Porno, tvivl og lyster er temaet på den nye sang og musikvideo fra rockgruppen Blitzkrig. De tre drenge Peter Hylle, Mattias Smidt og Simon Møller Eliasson, der har rødder i Thy, er helt dugfriske på den danske musikscene. Bandet slap i starten af året deres debutsingle “Blodrød Måne” og var kort tid efter vores Ugens Upcoming. Nu er den spirende gruppe klar med deres andet udspil, der italesætter et efterhånden tabubelagt emne om den liderlige mand. Forsangeren Simon udtaler:

Der findes snart ikke noget mere kontroversielt end en liderlig mand. Alle er imod ham.

#MeToo-bevægelsen udløste at flere magtfulde mænd i politik, erhvervslivet og Hollywood kom ud for store sager om krænkende adfærd. Blitzkrig har valgt at sætte fokus på, og give taletid til, den liderlige mand, der befinder sig i en selvforskyldt krise. Bandet forklarer:

Inde i os mænd findes der en lille liderlig mandetype, der nemt bliver forsmået og bitter, hvis han ikke får sin vilje. I dag skal vi mænd være noget bedre til at pakke ham væk både derhjemme og i offentligheden. Men i “Lyster” har vi givet det lille svin fuld taletid.

Nummeret er en guitaromfavnende oplevelse, med en Robert Smith (The Cure)-lignende vokal og pulserende trommer. Blitzkrig er et godt bud på et band, der holder live i en klassisk rocklyd, og vi kan kun glæde os til at høre mere fra gruppen, som blandt andet spiller i Pumpehusets Byhave i aften kl. 19. Hør den nye single på din foretrukne streamingtjeneste her.

Gruppen har til sangen, lavet en endnu mere vovet musikvideo, hvor bandets medlemmer er badet i skæret af en flimrende erotisk film. Videoen blev skudt en kold dag i Bispebjerg Kulturcenter, og involverer en gammel 8mm-pornofilm indsølet i klorin og maling, der giver videoen en rå og retro æstetik. Se den dristige musikvideo til tracket “Lyster” her.

Tags:
Ida Hummelgaard
idahummelgaard@bandsoftomorrow.com