fbpx

Ugens Upcoming: SVEA

Foto: Tove Floss

Den EP-aktuelle svenske pop-komet SVEA gæster Wonderfestiwall til sommer og er vores Ugens Upcoming.

Den svenske sangerinde og sangskriver SVEA er et godt eksempel på hvornår nordisk pop er bedst. I stil med Sigrid og Zara Larsson skaber det unge stjerneskud en tung og minimalistisk elektropop-lyd, der giver plads til de gennemtænkte tekster og SVEAs stærke vokal. Du har senest kunne høre den Stockholm-baserede kunstner på samarbejdet “Complicated” med den danske pop-komet Alexander Oscar. Nu er svenskeren aktuel med sin debut-EP og spiller i sensommeren på den danske Wonderfestiwall.
Du kan lære hende lidt bedre at kende her.

Hvem er SVEA?

Jeg hedder Svea Virginia Kågemark, er 19 år gammel og kommer fra Sverige. Jeg er både artist og sangskriver, og musik er min passion. Jeg har sunget hele mit liv, men fandt for 2 år siden ud af at jeg ville arbejde med musik professionelt. Jeg skrev min første sang nogensinde for et år siden og udgav min første single sidste sommer. Siden da har jeg udgivet syv sange, og mere er på vej. Når jeg ikke laver musik, træner jeg, ser Netflix eller er sammen med venner og familie.

Hvordan vil du beskrive din lyd?

Jeg ville sige, at det er pop, men på min måde. Jeg kan godt lide det lidt mørke og med inspiration fra R&B.

Hvordan startede du?

Jeg startede med at skrive musik, da jeg var omkring 18 år takket være min manager. Hun spurgte om jeg ville forsøge at lave musik og på den måde opdagede jeg min passion for sangskrivning. Det er vigtigt for mig at have sessions og lære fra andre, og det har jeg gjort lige siden. I dag føler jeg mig mere komfortabel, og jeg har fundet en måde at udtrykke mig selv i min musik.

Kan du fortælle lidt om den proces, der foregår, når du skriver musik?

Jeg optager altid idéen på min telefon. Jeg har så dårlig hukommelse, så ellers ville jeg glemme det. Så bliver jeg ofte virkelig begejstret, fordi det er sjovt at skrive musik.

Hvilke musikere har haft størst indflydelse på din lyd?

Det er svært at sige en, fordi forskelige artister har haft forskellig indflydelse på mig. Jeg er stor fan af Rihanna, og hendes musik inspirerer mig meget. Så elsker jeg Tove Los lyd og tekstunivers, som jeg gerne vil lære fra. Jeg lytter også til meget R&B og soulmusik med artister som Aretha Franklin, Jorja Smith, Denila Caesar og det inspirerer mig på andre måder. Ikke nødvendigvis i min lyrik eller lyd men mere i viben og stemningen.

Hvad er der på pladespilleren lige nu?

Lige nu lytter jeg til Billie Eilishs nye album. Jeg synes, hun er helt fantastisk – helt sikkert en af de sejeste artister lige nu.

Hvad er du i gang med lige nu? (på musikfronten)

Jeg er i studiet og laver en masse ny musik og færdiggøre sange, der skal udgives. Jeg skal også spille en masse live show, som altid er virkelig sjovt!

Hvad er drømmen?

Min største drøm er at spille koncerter på de største scener rundt omkring i verden. Jeg vil rejse rundt med min musik og møde mennesker, der lytter til den. Jeg vil også have, at min musik skal hjælpe andre på samme måde, som det har hjulpet mig med at håndtere både gode og dårlige ting. Lytterne skal kunne relatere sig til mine tekster og forhåbentlig blive inspireret.

Hvad er den mest mindeværdige oplevelse, der er sket for dig inden for det sidste år?

Jeg har oplevet så mange fede ting det sidste år, som jeg er virkelig taknemmelig for. Jeg udgav min første single for mindre end et år siden, så alt er meget nyt og virkelig spændende og mindeværdigt. Jeg nød dog virkelig at spille som opvarmning for Jess Glynne. Spillestedet var så smukt og energien var fantastisk – det hang fast i dagevis.

Hvis du kun måtte vælge én af dine sange, folk skulle lytte til, hvilken er det så?

Det er et virkelig svært spørgsmål. Jeg tror, alle mine sange viser en forskellig side af mig, både som artist og sangskriver. Hvis jeg skal vælge én, ville det nok være min første single “Don’t Mind Me”. Fordi det var starten på det hele og har været fundamentet for alle andre sange, jeg har skrevet og udgivet siden.

Hør SVEAs debut-EP This is på diverse streamingtjenester og se musikvideoen til førstesinglen “Don’t Mind Me” her.

Tags:
Ida Hummelgaard
idahummelgaard@bandsoftomorrow.com