fbpx

Højdepunkter fra Heartland Festival 2019

Foto: Selma Judith // Maja Kongegaard Bramm

Ikke alle koncerter kan være et hit, men der er altid nogle, der rammer plet. Her er oversigten over de absolut fedeste oplevelser vi havde på Heartland Festival 2019.

Fra torsdag til lørdag løb Heartland Festival af stablen i byen Kværndrup lidt uden for Odense. Det var en hyggelig atmosfære, med gæster, som flere af de optrædende bemærkede, var blandt de venligste festival-deltagere man kan finde. Og så var der selvfølgelig en masse koncerter, nogle mere vellykkede end andre. Du kan finde alle vores anmeldelser fra weekenden her, men hvis du kun er interesseret i toppen af kransekagen, så har vi her sammensat en liste over de allerbedste koncerter vi oplevede på Heartland Festival 2019.

John Grant

Torsdag den 30. maj kl. 18.15
5 stjerner

»John Grant fik i sin magtdemonstration af en koncert cementeret, at han er den retmæssige ejer af titlen som mystikkens konge anno 2019, og den her koncert bliver i hvert fald én, som jeg vil huske længe.«

Læs hele anmeldelsen her.

Selma Judith

Fredag den 31. maj kl. 16.45
5 stjerner

»Efter et sårbart og inderligt cover af FKA Twigs’ “Cellophane” som første nummer trådte Selma Judiths band på scenen, bestående af guitarist, Emil, bassist, Jens, og keyboardspiller og producer, Mikkel, og tog allerede fra start koncerten op på det niveau, som blev holdt under resten af Selma Judiths optræden.«

Læs hele anmeldelsen her.

Kamasi Washington

Fredag den 1. juni kl. 18.15
5 stjerner

»Den dygtige saxofonist charmerede til perfektion, og der blev med sitrende synthlyde, lækre blæserarrangementer, soulet vokal og gennemsyrende, komplekse trommebeats i den grad skabt en fest på plænen foran Highland Stage.«

Læs hele anmeldelsen her.

Seinabo Sey

Lørdag den 1. juni kl. 20.45
5 stjerner

»Gennem koncerten havde hun ligeledes en fantastisk publikumskontakt og et utroligt nærvær, og koncerten sluttede på toppen, da Seinabo og hendes kor fik publikum til at synge med på omkvædet af den smukke ballade “Still”.

Seinabo Seys præstation var simpelthen så fantastisk, at jeg ikke kan give hende andet end topkarakter. «

Connan Mockasin

Fredag den 31. maj kl. 15.45
4.5 stjerner

»Den legende og improvisatoriske stemning var tydelig blandt bandet, der virkede til at aftale set-listen på scenen. Mockasins psykedeliske guitar-spil og charmerende attitude bar det meste af koncerten, og når han endelig viste det, var hans fine vibrato-falcet a la James Blake ikke til at stå for. Den kunne godt have fyldt mere.«

Læs hele anmeldelsen her.

Jada

Fredag den 31. maj kl. 20.45
4.5 stjerner

»På nummeret “Not Alone” (som indtil videre også kun kan høres live) stiller Jada sig sammen med sine korpiger i hænderne, hvor de leverer en serenade af flere dimensioner, og mens de står der, føler jeg mig fuldstændig tryg ved at have Jada som frontfigur for en kvindebevægelse, man ellers ikke altid er sikker på, hvor skal ende henne.«

Læs hele anmeldelsen her.

Jeuru

Fredag den 31. maj kl. 21.45
4.5 stjerner

»Og det er uden tvivl en soul stemme i den reneste definition – fyldt med sjæl og kraft. Den fylder med det samme pladsen ud, og det viser sig hurtigt at Prxjects Stage passer perfekt til Jeurus ensemble. Med en klassisk band-sammensætning af keys, trommer og guitar bag sig, står bandet så tæt på scenen, til at det får en helt intim følelse.«

Læs hele anmeldelsen her.

Hot Chip

Lørdag den 1. juni kl. 23.45
4.5 stjerner

»Tidligt i settet erklærede Alexis Taylor »we don’t have very much time, so we’re just gonna keep on going«, og det var lige hvad de gjorde. Med flydende overgange mellem næsten alle sangene lagde man sjældent mærke til præcis dét tidspunkt, hvor den ene sang blev den anden. Det kan der være både fordele og ulemper ved, men her fungerede det utroligt godt, for der var ingen blandt publikum, der ønskede at musikken skulle stoppe et enkelt sekund.«

Læs hele anmeldelsen her.

Redaktionen
redaktion@bandsoftomorrow.com