fbpx

Duckwrth – Musik i Lejet 2019

Foto: Majbritt Press
Tidspunkt: Torsdag den 18. juli kl. 01.30
Scene: Skovscene

Der var alt for få, som fik æren af at opleve den talentfulde rapper, der med en sitrende energi skabte en kæmpe fest.

Duckwrth - Musik i Lejet 2019
4 / 5 Reviewer
Rating4

L.A.-rapperen Duckwrth havde fået en af de seneste plads på torsdagens program, og efter en lidt halvskuffende technofest med Disclosure, var de fleste på vej hjem, da de første tågehorn lød fra Skovscenens højtalere. 

En DJ og en guitarist stod klar på scenen og havde en næsten umulig opgave foran sig – at få tillokket de trætte og lidt for fulde festivalgæster ind under den blå teltdug. Med 2Pacs “California Love”, Jay Rocks “King’s Dead (feat. Kendrick Lamar, Future, James Blake)” og Kanye Wests “Black Skinhead” forsøgte DJ’en dog at få gang i det ellers lille crowd. Men hovedpersonen og frontmanden kom først ind på scenen 17 minutter efter koncertens start, og derfor nåede man desværre at blive i tvivl, om han overhovedet ville komme. Energien der var gået lidt i bølger i første halvdel af koncerten fik dog en solid indsprøjtning, da Duckwrth hoppede ind på scenen til monsterhittet “Start a Riot (feat. Shaboozey)”. Det var ventetiden værd, og den frembrusende rapper fik sat gang i dansegulvet med numre som “TAMAGOTCHI” og “LOVE IS LIKE A MOSHPIT”. Selvom der aldrig blev startet en moshpit, var publikums fødder ligesom frontmanden ligeså meget i luften som på asfalten, og han havde det festglade crowd i sin hule hånd fra start til slut. 

Rapperen leverede uden tvivl nogle solide vers, men imponerede i lige så stor grad på numre som talkbox-balladen “NOBODY FALLS”, den tilbagelænede og jazzede “BUMMER / 2BUCKS” og i den soulfyldte korintro i “SOPRANO”. Her fik Duckwrth bevist, at han også kan levere en fløjlsblød vokal og en mere nærværende inderlighed. 

Det var umuligt at stå stille og med gentagne tågehornslyde fra DJ’en/hypemanden og en karismatisk guitarist, blev det aldrig kedeligt at overvære Duckwrths overflod af energiske moves. En af koncertens højdepunkter var til den funky “MICHUUL.”, hvor rapperen i svedig overkrop leverede den helt rigtige klub-stemning. Selv med flere tekniske mikrofonproblemer bevarede Duckwrth humøret i top og gav alt til dem, der var tilstede. 

Det eneste man kunne ønske, var at flere havde set den karismatiske rapper.

Ida Hummelgaard
idahummelgaard@bandsoftomorrow.com