06 jul Robyn – Roskilde Festival 2019

Foto: PR
Scene: Orange Scene
Tidspunkt: Fredag den 5. juli kl. 01.00

Robyn kom dansende til Orange Scene og startede en række små fester. Det var bare en skam, at hun gang på gang drev energien ud af dem igen. 

Den svenske popdronning, som vi vist uden tøven kan kalde Robyn, er en stjerne. Hun er en fantastisk god performer, hun er et forbillede, hun er en skøn sangerinde og en knivskarp sangskriver. Og niveauet var også tårnhøjt, da hun efter en årrække væk fra de danske scener igen var tilbage – på Orange Scene for første gang endda. Den havde hun og det velspillende band absolut intet problem med at fylde ud. Så langt så godt.

Koncerten lagde lidt stille ud med “Send to Robin Immediately” fra den seneste plade Honey, hvis titelsang fulgte efter. Herfra satte feststemningen ind med “Indestructible” fra gennembrudspladen Body Talk, og det ulmende club-beat og Robyns nu mere gennemslagskraftige vokal satte den perfekte ramme for en nattefest på Orange. Det tegnede rigtig godt og føltes helt rigtigt, men efter “Be Mine”, fem numre inde i settet, kom tøjskiftet. Selvom det da er en fed gimmick til et popshow, og Robyns første outfit så ret koldt ud, så endte det flere minutter lange moderne enmandsdanseshow, som skulle fylde tiden ud, med at lade luften sive af ballonen. Det blev simpelthen for langtrukkent, og den energi, Robyn så fint havde bygget op, dalede drastisk – i hvert fald for mig og de folk omkring mig, hvis rastløshed blev større og større. Det kunne have været en superfin kontrast til det clubbede, men klokken 01 om natten på en kold aften fungerede det altså bare bedre, når dansen var for alle. “Between the Lines” rodede delvist bod på det, men selvom “Love Is Free”, som fulgte efter, med sin hårdtslående electronica var en fin kontrast til det mere rene poppede, blev den endnu engang kørt alt for langt ud, og koncentrationen flakkede igen, igen. 

Hun reddede den sikkert hjem med “Dancing On My Own”, som ikke overraskende var en kæmpe banger og en klar publikumsfavorit (blandt mange). Efter stor jubel og instinktiv danse-trance stoppede musikken brat ved første omkvæd, og Orange Scene sang med, som jeg sjældent har hørt folk synge med før. Det var en overvældende kraft, der blev sendt retur til Robyn, der selvfølgelig var i sin fulde ret til at nyde det store og velfortjente øjeblik, men endnu engang trak det længere ud, end godt var. “Laver hun en Cardi” spurgte en pige ved siden af mig, da hun forvirret kiggede op mod storskærmen, efter nummeret stadig ikke var sat i gang igen (det var selvfølgelig en henvisning til Cardi B’s kun 45 minutter lange show på Orange onsdag aften). Heldigvis var Robyn langt fra slut, og hun lirede overlegne numre som “Missing U”, mit personlige højdepunkt “Call Your Girlfriend” og “With Every Heartbeat” af. 

Feststemningen var igen høj, og publikum var fulde af energi og løssluppenhed – måske inspireret af Robyns egen løsslupne dans på scenen. Folk var mere end klædt på til at fortsætte festen på egen hånd videre ud i natten, men karakteristisk for hele koncerten blev energien igen suget ud med den lidt malplacerede lukker “Who Do You Love”, hvor Robyn så ud til at have store problemer med sine in-ears, hvilket jeg faktisk også syntes gik lidt ud over vokalen og koncentrationen fra hendes side af. Afslutningen blev lang, rigtig lang, og til lyden af en udsyret, elektronisk og atmosfærisk produktion skulle vi tage afsked med bandet én efter én. Jeg ville hellere end gerne klappe af musikerne, som bestemt havde gjort en kæmpe indsats, men jeg ville også gerne have været sluttet på toppen med “Every Heartbeat”, som for en stund fik mig til at glemme de kolde tæer. 

Den lange sekvens gjorde intet godt, tværtimod, og det blev en antiklimatisk afslutning på et show, der uden tvivl havde talentet og potentialet til at blive helt genialt, men desværre var præget af dårlige beslutninger og uheldige prioriteter.