fbpx

Skepta – Roskilde Festival 2019

Foto: Simon Zahrtmann
Scene: Arena
Tidspunkt: Onsdag den 3. juli kl. 20.30

Skepta leverede en højspændt koncert med vanvittigt godt flow, hvor energien ingen ende ville tage.

Skepta – Roskilde Festival 2019
4.5 / 5 Reviewer
Rating4.5
 

Arenateltet summede af energi op til grimekongen Skeptas ankomst onsdag aften, og flere af de obligatoriske “lålålålålålålå” steg op fra teltets loft.  Præcis kl. 20.30 gik det første beat i gang fra Skeptas DJ Maximum, og allerede fra første strofe hoppede publikum op og ned. 

Under de første par sange, og særligt i “Praise The Lord”, virkede det næsten som om, publikum overdøvede Skepta, og det var helt tydeligt, at det var Skeptas sande fanskare, der var mødt op for at hylde rapperen. Der blev også hurtigt sat gang i moshpittene, og Skepta opildnede publikum efter hver sang med hans chantende “Energy, energy!” tilråb. 

Og energi gav publikum ham i den grad. Med håndtegn, hop og tilråb stod publikum aldrig stille, og Skepta fik dem hele tiden op på et nyt niveau. Lige med undtagelse af “Energy (Stay Far Away)”, der alligevel gav koncerten et tiltrængt temposkift, kørte koncerten stort set derud af i samme høje gear. 

Omkring midtvejs dedikerede Skepta sangen “Man” til sin familie, og fik herefter besøg af Shorty, som sammen med ham er en del af grime-kollektivet Boy Better Know aka BBK. Sammen lavede de et lille mashup, men de hurtige skift mellem numrene gjorde denne del ufokuseret, og koncentration faldt. 

Skepta var faktisk bedst på egen hånd, hvor hans utrolige flow virkelig fik lov til at skinne igennem foran den store mængde hoppende publikum.
Koncerten blev afsluttet med hitsene “Grease Mode” og “Shutdown” hvor energien utroligt nok nåede nye højder. 

“Tak” afsluttede han på dansk og efterlod publikum helt høje. 

Opdateret: Der stod i en tidligere version af denne artikel, at det var Jme, som gæstede Skepta på scenen. Vi er senere blevet gjort opmærksom på, at det var Shorty.


Ditte Nebeling
dittenebeling@bandsoftomorrow.com