fbpx

Redaktionens højdepunkter fra Reeperbahn Festival 2019

Foto: Celeste // Björn Buddenbohm

Reeperbahn Festival er veloverstået, og vi er så heldige at have fået en masse gode koncertoplevelser med hjem i bagagen. Her er vores fire største højdepunkter.

Easy Life (UK) – Molotow 

Jeg må indrømme, at jeg nok tog til koncerten med Easy Life med en allerede rimelig høj forventning til, at det ville blive godt. Rigtig godt… På The Great Escape Festival tidligere på året tog den britiske kvintet fuldstændig røven på mig. Ikke bare med deres ukuelige spilleglæde (de ville faktisk ikke gå af scenen, da de blev bedt om det), men også med deres mix af pop, hiphop og jazz. Lyden er så tidstypisk og nutidig, den overhovedet kan være, og alligevel føles det som om, at Easy Life har ramt noget, ingen andre laver lige nu. Det tror jeg også, at publikum på Molotow blev overbevist om, og selvom scenen var noget mindre, end de nok er vant til, så spillede de den lige så godt op. Der er et eller andet, der bare fungerer, når forsangeren (som også rapper) pludselig hiver en trompet op og blæser om kap med saxofonisten ved sin side.

– Nikoline Skaarup

Celeste (UK) – Imperial Theater

Jeg vidste på forhånd, at sandsynligheden for, at Celeste ville nå vores liste over højdepunkter, var ret stor. Vi er nemlig før blevet blæst bagover af hendes liveoptrædener og vilde talent, og denne Reeperbahn-optræden var ingen undtagelse. Efter at have set hendes optræden på festivalens anden dag, var vi alle enige om, at hun uden tvivl fortjente en plads på denne liste. Imperial Theaters neddæmpede lys og velourbeklædte sæder skabte de perfekte omstændigheder for Celeste, der indtog hele salen, og fik undertegnede til at glemme tid og sted. Hun står meget stille på en scene, men man kedes ikke, for hendes dybe indlevelse i musikken og dragende, luftige stemme stjæler al fokus. Hun virkede utrolig ydmyg, når hun efter hvert nummer hæst og kortfattet takkede publikum. Celeste forlod teaterscenen til en stående applaus. Vi har sagt det før, og vi siger det igen: Celeste er værd at holde øje med. Det er kun et spørgsmål om tid, før hun (med Amy Winehouse som forgænger), overtager soul/jazz-tronen.   

– Therese Mayland Bagger

Læs vores seneste interview med Celeste her.

Brutus (BE) – Headcrash 

Da belgiske Brutus gik på scenen for at lukke spillestedet Headcrash fredag aften, var salen fyldt til randen med mennesker såvel som spænding. Dette skyldtes nok bandets ry for at levere sublime og intense liveshows, plus den opmærksomhed bandets nyeste album Nest har skabt i musikverdenen. Efter en atmosfærisk intro lagde bandet ud med album-åbneren “Fire”, som satte ild til hele lokalet. Publikum tog hvert et slag og ord til sig og blev i de næste 45 minutter slynget rundt i bandets eksplosive univers. Kernen af Brutus’ lyd er at finde hos den talentfulde sanger og trommeslager Stefanie Mannaerts, som meddelte et par numre inde i koncerten, at hun var ramt af sygdom. Dette var dog ikke at høre på hendes præstation, da hun gang på gang leverede sin kraftfulde vokal ovenpå de buldrende trommer. Koncerten peakede under det sidste nummer “Sugar Dragon”, som bandet spillede til perfektion. Brutus formåede under denne kraftpræstation af en koncert at være deres musik tro – samtidig med, at de gav sangene plads til at ånde i en live-setting. Publikummet på Headcrash var denne fredag aften vidne til et overlegent band, som havde perfektioneret deres lyd. 

– Anders Pedholt Toftgaard-Hansen 

Alexander Oscar – Indra

Den danske popprins Alexander Oscar var uden tvivl et af festivalens store højdepunkter. Med sine ørehængende hits og smittende dansetrin charmerede han sig ind på hver en gæst, der befandt sig på spillestedet Indra. Lige foran scenen havde, hvad der lignede, to mega-fans placeret sig. De kunne synge med på alle teksterne, hvilket for alvor åbnede øjnene op for, at Alexander Oscar så småt er ved at bevæge sig uden for Danmarks grænser med sin musik. Det er nok også derfor, at artisten netop har signet med Universal Music Germany, som konferencer Carsten Holm (P6) også pointerede forinden koncerten. Til sin koncert under Danish Night beviste Alexander Oscar endnu engang, hvilken ren og kontrolleret vokal han besidder, samtidig med at hans store overskud på en scene i den grad kom til udtryk trods tekniske komplikationer. Med numre som “Number”, “Complicated” og “Coffee Table” fik jeg festivalens helt store pop-fix og kunne gå videre med et kæmpe smil på læben.

– Amanda Bloch

Alexander Oscar, Celeste, Brutus og Easy Life var ikke de eneste, der slog benene væk under os. Også Georgia, der endnu engang demonstrerede sit kæmpetalent, samt hollandske Feng Suave og norske Emma Steinbakken gjorde sig i den grad positivt bemærket på årets festival.

Redaktionen
redaktion@bandsoftomorrow.com