fbpx

Hymns from Nineveh hylder kærligheden i alle dens størrelser på ny efterårshymne

Foto: Dennis Morton

Det er nok noget tid siden du sidst hørte fra Hymns from Nineveh – men efter godt 3 års udgivelsesstilhed vendte Jonas H. Petersen tilbage i august måned med ny musik – og nu er andet udspil klar.

Jonas H. Petersen aka Hymns from Nineveh har siden det selvbetitlede debutalbum fra 2011 været én af de stærkeste sangskriver på den danske musikscene. Imellem folkede violiner, smuk poesi og poppede melodier har kunstneren fundet den helt rette balance, og det er også hvad han udviser på den nyeste single “Kastanjer”. Et udspil som følger op på nummeret “Stråle – Tåre – Dråbe” – der brød med 3 års udgivelsesstilhed og præsenterede musikken i det danske sprogunivers.

Den nyeste single “Kastanjer” er dedikeret til kærligheden og bevæger sig mellem de umiddelbare og hverdagsagtige beskrivelser til de mere storslåede ord om kærlighedens størrelse. Den smukke tekst er omgivet af et dynamisk lydbillede med drømmende violiner, pulserende trommer og en nærværende vokal fra Petersen. Selv fortæller kunstneren om sangen:

Der er et gennemgående håndmotiv i sangen. Min hustrus hænder, der sætter blomster i vaser og mine hænder, der samler kastanjer til hende på hendes fødselsdag. Og så er der de helt store følelsers hænder – tilværelsens ukendte hånd, der kaster os ud i de frieste fald – og troens hånd, der griber os i faldenes dal. Begge hænder – de bittesmå hverdagsting, og de kæmpestore, strygerbesatte dybder – er billeder på kærlighedens væsen.

Til nummeret er der også kommet en rørende musikvideo, hvor kunstneren står blandt projekterede collager og familiebilleder – i perfekt forlængelse af sangens budskab og kerne.
Vi kan kun glæde os til mere fra Hymns from Nineveh, som i februar 2020 udkommer med et komplet dansksproget album med titlen Sindets Asyl. Derudover kan du også opleve kunstneren live i april næste år, når han drager på en kort Danmarks-turné i både København, Aarhus, Aalborg og Odense.

Ida Hummelgaard
idahummelgaard@bandsoftomorrow.com