fbpx

Northside har netop annonceret de første seks navne til 2020-programmet

Foto: Mags // Juliet Skogen

Earlybird billetterne til Northside 2020 er allerede udsolgt, og nu har festivalen netop annonceret de første acts på programmet.

Det ikoniske pop-punk band Green Day har ikke spillet i Danmark siden 2013. Til mange danske fans’ skuffelse, var Danmark heller ikke at finde på deres 2019 turnéplan. Men nu kan 90’er gruppen opleves på dansk jord, når de til sommer rammer Aarhus. Green Day spiller fredag på Northside, og det samme gør de californiske turnémakkere Weezer. Dette alt-rock band, der er på tour med førnævnte og Fall Out Boy, har deres fjortende album på vej, og det når at komme inden festivalen afholdes.

Den danske front er indtil videre stærk på programmet. Fredag fyrer vores egen verdensstjerne Lukas Graham op for pop/soul-festen, og det samme gør Mekdes, det blot 19-årige stjerneskud, med sin skønne stemme og soulede R&B lyd.

Lørdag byder indtil videre på Mew, der har 15-års jubilæum for albummet And The Glass Handed Kites, og endnu en ung dansker, nemlig elektroppede Mags, der lige har udgivet EP’en conversations I’ve had with myself.

Med både danske og udenlandske artister fra forskellige genrer, ser Nortsides program for 2020 lovende ud. Festivalen afholdes den 4. -6. juni næste år. Vi er spændte på endnu flere annonceringer den kommende tid.

Therese Mayland Bagger
Theresemayland@bandsoftomorrow.com