fbpx

Ugens Upcoming: alyona alyona

Foto: Alex Dobrev 

ANCHOR Award vinderen alyona alyona kan noget særligt. Fra første gang vi hørte hende, var vi klar over, at vi var faldet over noget specielt. Med alyona alyonas musik sker det sjældne, at man bliver fanget og har lyst til at høre mere, selvom man ikke forstår et ord.

Hun slog benene væk under os, da hun optrådte ved ANCHOR Award-ceremonien på Reeperbahn Festival sidste måned. Og det var da også noget af et bifald, der mødte ukrainske Alyona Savranenko, da hendes beats indtog publikum – og bifaldet steg i takt med farten på alyona alyonas rap. Hun tog dommerne og publikum – herunder os med storm, og løb derfor med ANCHOR-prisen. Hun endte selvfølgelig også på vores liste over de bedste opdagelser fra Reeperbahn Festival 2019.

Egentlig er Alyona Savranenko børnehavepædagog i en lille by udenfor Kiev. Hun har været børnepsykolog, arbejdet i supermarked og solgt make-up, og i lang tid var musikken bare en hobby. Men hun har skrevet rap-tekster i 15 år, og fra den ene dag til den anden fik hun opmærksomhed på youtube for musikvideoen til ““Рибки” (fisk). Videoen kom ud for et år siden, og viser blandt andet alyona alyona på vandscooter iført en sølv badedragt.

Hun har haft stor betydning for den ukrainske musikscene- der som regel tyr til Moscow for succes – ved at skabe en standard for Ukraine selv. Derudover har hun haft betydning for de forventninger, der ellers har været til kvindelige musikere i landet.

alyona alyona rapper eftersigende om alt fra noget så enkelt som fisk, til råt og uforfinet at beskrive situationen for Ukraines unge generation, berøre feminisme, body positivity, soical retfærdighed og krig. Man finder ikke de stereotype temaer som druk og sex i alyona alyonas numre, for tænk nu hvis børn lyttede med? Så selvom hun startede ud med at efterligne sine idoler, opdagede hun, at hun istedet for at skrive til andre rappere hellere ville skrive til folket.

alyona alyona rapper i så høj fart, at de færreste kan følge med – og når det så endda foregår på ukrainsk… ja, så sidder vi målløse tilbage. Dog viser hun sig ret kortfattet, når det kommer til at tale. Måske skyldes det sprogbarrieren, men ligeså meget hun har på hjerte i sin rap, ligeså lidt har hun at sige når det kommer til hverdagstale.

Hun kan virke meget hardcore og rå, når hun- iført boksekappe spytter de vildeste rim. Men samtidig har hun et stort, kærligt smil, der bortvisker alle de fordomme, man nu måtte have. Et andet aspekt, der er knap så meget gangster-rap over ved alyona alyona, er svaret på hvad hendes største drøm er. Det kan du finde herunder, hvor vi har taget en snak med hende.

Hvem er alyona alyona?

En pige fra en lille by, der kan lide at rappe.

Hvordan vil du beskrive din lyd?

Det er noget helt nyt og interessant i Ukraine. Der er en stor energi og positive vibes.

Hvordan begyndte du at lave musik?

Som barn skrev jeg små digte. Men da jeg hørte rap besluttede jeg at skrive større tekster med længere sætninger, bare for at kunne sige mere.

Kan du fortælle os mere om din process i at lave musik?

For det første vælger jeg et beat. Og så har det altid inspireret mig at vælge et tema om noget, jeg gerne vil fortælle. Jeg optog nogle demoer og så skrev jeg vers og omkvæd.

Hvilke artister har haft størst indflydelse på din lyd?

Rappere som Eminem og Denzel Curry.

Hvad er der på pladespilleren lige nu?

Skepta – “Redrum, KEY!”. 

Hvad er du i gang med lige nu? (på musikfronten)

Jeg er ved at forberede nogle nye singler og en EP.

Hvad er drømmen?

Jeg vil bare gerne kramme en panda.

Hvis du kun måtte vælge én af dine sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?

“якби я була не я” (“If I wasn’t myself” ) for jeg synes folk bør tro på sig selv lige nu.

Hvis din musik var en drink, hvilken ville den så være? 

Long Island.

Therese Mayland Bagger
Theresemayland@bandsoftomorrow.com