fbpx

PREMIERE: Samzara er paralyseret i musikvideoen til deres nye single “Let’s Hide”

Foto: Juliane Greve Kipp

Med en forfriskende lyd og energi viser Samzara på deres nye single, hvordan man skriver fængende rock anno 2019.

Det aarhusianske rockband Samzara er til april 2020 endelig klar med deres længeventede debut-EP, og har i dag udgivet forløberen “Let’s Hide”. Den nye sang følger op på singlen “Sunshine” fra 2017, der præsenterede os for den unge trios enestående lydbillede – og på den nye single skuffer bandet ikke.

“Let’s Hide” har med dens høje tempo, forvrængede bas, intense guitar og pumpende trommer en nærmest punket attitude over sig, som bliver understreget af forsanger Victor Sousas ærlige og energiske vokal. Sangen besidder samtidig en umiddelbarhed og en nerve af spontanitet, som gør at man lytter opmærksomt med fra første til sidste akkord.

Sangen omhandler en anderledes kærlighedshistorie, der beskriver et ønske om at slippe væk, men samtidig ikke vide om det er med eller uden ens partner. På “Let’s Hide” synger Samzara om, hvordan fortvivlelse kan paralysere en, hvilket afspejles i den kaotiske musikvideo, hvor bandmedlemmerne kun oplyst af spotlys, går forvirret rundt i en trance, og opsøger det lys der lammer dem. Videoen bliver gradvist mere og mere kaotisk, og kulminerer til sidst i et virvar af indtryk, hvilket også kan høres i sangens klimatiske udbryd til sidst.

Se den nye musikvideo herunder, og glæd dig til mere musik fra Samzara i 2020.

Tags:
Anders Pedholt Toftgaard-Hansen
Anderstoftgaard@bandsoftomorrow.com