fbpx

Den folk-inspirerede Bona Fide sætter ord på jalousi, tillid og tab på sin nye dragende single

Foto: Olivia Danielsson

Et minimalistisk univers af vokal og guitar danner rammen for Bona Fides nyeste single “Roses”, og hypnotiserer os med skrøbelige ord efter allerførste lyt.

På den nye single bliver vi præsenteret for et pragteksemplar på, hvordan man med en simpel instrumentering og stil kan skabe et dragende udtryk. Med Sofia Lunas vokal og Emil Palmes guitarspil bliver der skabt et melankolsk univers igennem den seks minutter lange sang, hvis rolige og romantiske folk-stil langsomt fremkalder stærke følelser.

Det fine og skrøbelige musikalske rum giver plads til den sårbare tekst, som handler om tillidstab, og om hvordan det er at miste grunde til ikke længere at give sig hen. Den utrolig rørende tekst går godt i spil med Sofia Lunas rene og sarte vokal.

Det skønne nummer “Roses” har derudover også en tilhørende video, som ligesom den musikalske stil, er meget romantisk og fin. Med sort/hvide billeder bliver man hivet med ind et følsomt og nænsomt univers, som man får lyst til at få meget mere af.

Bona Fide formår uden tvivl at gøre os bløde i knæene på dette nye track. Med den simple og karakteristiske stil glæder vi os til, at høre meget mere fra den spirende duo, der udgiver deres debutalbum YIELD i løbet af foråret gennem pladeselskabet Escho.

Tags:
,
Arense Elvira Riis Warny
Arensewarny@bandsoftomorrow.com