fbpx

Northside annoncerer fire ny navne – heriblandt Massive Attack og Little Simz

Foto: Little Simz // Jack Bridgland

Northside festival annoncerer fire nye navne til plakaten, og med Massive Attack på listen opfyldes mange festivalgængeres drøm endelig.

Den aarhusianske festivals lineup begynder at tage form, og nu har festivalen netop annonceret fire stærke navne til programmet, der udfolder sig i Ådalen fra den 4. – 6. juni 2020.

Der er dømt 90’er triphop fra pionerbandet selv, når Massive Attack gæster Northside til sommer. Det britiske band er kendt for deres forførende scenografi og deres hypnotiserende musik, som udfordrer alle sanser og har fungeret som inspirationskilde for utallige bands efterfølgende – på jagten efter den originale Bristol-sound. Udover at være foregangspersoner i musikkens verden har bandet også annonceret, at de i år turnérer udelukkende med tog for at mindske deres CO2-aftryk.

Med annonceringen af Sonic-Youth grundlæggeren Kim Gordon, finder vi endnu en pioner og visionær på programmet. Da støjrockskvinden debutterede som soloartist i efteråret 2019 med albummet No Home Record, var det med stor ros fra talrige anmeldere. Vi glæder os til en højfrekvens-rockkoncert til sommer.

Med Nephews Simon Kvamm som frontmand beskriver danske HUGORM selv deres musik som “Massive Attack møder Malk De Kojn møder Prodigy møder Post Malone møder Love Shop møder Beastie Boys”, og derfor kan det altså kun blive en underholdende og uforudsigelig koncert fra de danske drenge.

Sidst men ikke mindst kan man glæde sig til den energiske 25-årige hiphopsensation Little Simz, der siden sin debut har haft raketfart på og udgivet tre anmelderroste albums – samtidig med, at hun har samarbejdet med anerkendte navne som Gorillaz og Ms. Lauryn Hill. Hvis den lynhurtige rapper leverer en ligeså overbevisende koncert, som hun gjorde på Hotel Cecil i oktober måned, bliver det en kæmpe fest.

Laura Richter Krarup
Laurakrarup@bandsoftomorrow.com