fbpx

Det fremadstormende band Verdens Sidste Idé er klar med ny poetisk single og tilhørende musikvideo

Foto: Frederik Vohnsen

Dette dansksprogede band er klar med deres nye single fra det kommende debutalbum, der udkommer senere på året.

Det alternative post-rockede band Verdens Sidste Idé udkom med deres første single “Hey, Præst” i marts 2018, og fulgte samme år op med de to singler “Verdens Sidste Idé” og “Et Andet Liv”. Nu er bandet klar med deres første udgivelse siden da, med sangen “Følelsen findes (ikke mere)”.

Følelsen findes dog helt klart på denne storslåede single. Sangen er opbygget af bærende trommer, genkendelige melodier og gennemtrægende blæsere. Derudover er den poetiske tekst noget helt særligt. Nummeret bliver nemlig båret af frontmanden Asbjørn Hvelpluns rummelige vokal og hans netop poetiske, lyriske univers. Tilsammen skabes der en kraftfuld sang, der modsat dens titel, giver en masse følelser i kroppen når man lytter til den.

Sangen er en del af albummet Den Indre By, som er bandets første. Albummet bærer præg af et skift fra at bo i provinsen til at flytte til storbyen. Asbjørn Hvelplun fortæller selv:

– ”Jeg drev rundt i gaderne i en rus, sammen med andre tilflyttere, totalt opslugt af byens liv. Vores tørst var uudslukkelig. Det førte os hele tiden til nye baggårde, nye tilstande, og jeg fandt ud af, at jeg kunne skrive om det på dansk. (…) Det handler om at ens indre langsomt urbaniseres – af de mennesker, man møder, og de gader, man går i.”

Vi er vilde med Verdens Sidste Idés unikke lyd, og deres tematikker. Vi glæder os til at se hvad 2020 bringer for det blomstrende band.

Lyt til sangen og se den tilhørende musikvideo lige her:

Arense Elvira Riis Warny
Arensewarny@bandsoftomorrow.com