fbpx

Emil Kruse rapper om ungdommens kærligheds-kaos med glimt i øjet

Foto: Universal Music Group

Emil Kruse bygger ovenpå sidste sommers vilde oplevelser og kæmpe succes med udgivelsen af en ny single. Denne er blot en smagsprøve på et helt album, der er sat til at lande den 3. april.

Efter superhittet “Air tonight”, der lagde hele Danmark ned sidste sommer, har vi længtes efter nyt fra Emil Kruse. I dag skete det endelig. Musikeren rapper videre på bølgen af succes med singlen “Lad Det Gå”. Det er et tilbagelænet track, hvor Emil Kruse tager os med på en tur gennem byens natteliv og eftervirkningerne af et forlist forhold på tragikomisk facon. På aller fineste vis og meget i tråd med artistens tidligere udspil bliver ungdomslivets kærligheds-kaos beskrevet gennem historiefortællende tekster og loopende samples.

Emil Kruse formidler, hvordan det føles at være midt i tyverne, hvor følelserne er ekstra store men formår alligevel at betragte tilværelsen med et glimt i øjet og en kæk indstilling til tingene. “Lad Det Gå” er forgængeren for kunstnerens debutalbum, der længe er blevet taget tilløb til. Pladen, der har titlen Side A, vil ramme gaden den 3. april og er som titlen varsler en del af et større værk, hvor Side B vil blive udgivet i løbet af efteråret. Tilsammen vil udgivelserne beskrive de op- og nedture, der hører med til livet i 20’erne og vil rumme hele følelsesspekteret lige fra det festlige til det sårbare.

Vi kommer helt sikkert til af synge med på omkvædet og spillet dette nummer højt hele sommeren over.

Tags:
Karoline Mutinta Jørgensen
Karolinejorgensen@bandsoftomorrow.com