fbpx

Fremadstormende Emma Steinbakken er i dag klar med ny pop-banger

Foto: Ole Martin Halvorsen

Sangerinden Emma Steinbakken har efterhånden bevist sit værd på den norske pop-scene, og hendes nye single er bestemt ikke nogen undtagelse.

Den blot 17-årige artist Emma Steinbakken har efterhånden sat sine spor på den norske musikscene. Hendes debutsingle “Without You” – som hun i øvrigt udgav, da hun var kun 15 år gammel – har fået flere millioner streams på Spotify og sidenhen har hun imponeret med sange som “Not Gonna Cry” og “Never Forgiving”. I oktober 2019 udgav hun sin selvbetitlede debut-EP, og den forbindelse tog vi os en snak nordmanden. I interviewet udtalte hun blandt andet følgende om sin musik:

– Måske er der ikke så mange 16-årige piger derude, som laver musik om ting, de føler. Ting som de har været igennem. Men det vil jeg gerne gøre. Selvfølgelig laver jeg musik for mig selv, men jeg håber også, at folk kan få noget ud af musikken. Jeg håber, at folk kan relatere til min musik, og det tror jeg bedst man opnår, ved at være ærlig og ægte.

I dag er hun klar med opfølgeren til Emma Steinbakken – nemlig singlen “let’s blow our feelings up with dynamite”, der er en vaske ægte pop-banger, og det perfekte soundtrack til fredag aften, når man gerne vil have lidt gang i festen – omend man holder solofest derhjemme i disse Corona-tider, fester i sine drømme, eller blot har festen med sine allerbedste venner til gode lidt endnu. Sangen besidder nogle utroligt catchy melodier, der med det samme sætter sig i hukommelsen. Med dansable rytmer, stærke opbygninger og en super skarp vokal bliver sangen til en mega fed affære, der får os til at savne dansegulvet. Selv fortæller Emma Steinbakken om tracket:

Sangen er noget nyt, føler jeg. Jeg har skrevet om noget, som jeg aldrig har skrevet om før – så nu glæder jeg mig til at høre, hvad folk synes om den.

Er du også vild med klassisk pop, der kan sætte lidt gang i kroppen, så bør du tjekke Emma Steinbakkens nye single “let’s blow our feelings up with dynamite” ud. Du kan høre den lige her:

Arense Elvira Riis Warny
Arensewarny@bandsoftomorrow.com