fbpx

Celeste beviser endnu en gang sit talent for at sprede sprøde jazz-vibes på sin nye single

Foto: Sophie Jones

Den engelske sangerinde formår endnu en gang at slå benene væk under os med sin splinternye single.

Den engelsk-jamericanske sangerinde Celeste, har siden sin debutsingle “Daydreaming” haft god medvind på sin vej. Hun har udgivet en solid samling af smukke singler, og vi var især oppe at køre over sangen “Strange” fra hendes seneste EP Compilation 1.1, som også fik en tilhørende musikvideo. Vi mødte oven i købet sangerinden tilbage i 2019 på The Great Escape Festival til en snak om musikken. Her fortalte hun os blandt andet om sin inspirationskilder:

– Da jeg var 15, lyttede jeg til 40’ernes rhythm, blues og soul, og da jeg var 17, lyttede jeg til mere abstrakt musik som 70’er jazz eller noget i den stil. Lidt inden da, havde jeg nok opdaget Chet Baker.

Og netop den soulede jazz-vibe fornemmer man tydeligt på hendes nye single “I Can See The Change”. Sangen er båret af smukke klaverakkorder, der understøtter hendes helt igennem fejlfrie vokal. Sangen er utrolig øm, og får på alle måder hårene til at rejse sig. Der er ikke nogen tvivl om, at hun med en hudløst ærlig tekst og en skrøbelighed i vokalen slår benene helt væk under os endnu en gang. Lyt til Celestes nye smukke udspil “I Can See The Change” her:

Tags:
Arense Elvira Riis Warny
Arensewarny@bandsoftomorrow.com