fbpx

FORPREMIERE: Cousin udgiver dragende musikvideo til singlen “Spare”

Foto: Andreas Bøcher

Så er det lige ved at være oppe over! I morgen udkommer den danske indie-pop gruppe Cousin’s debut-EP. Vi varmer i dag op til udgivelsen med forpremieren på den flotte og tankevækkende musikvideo til singlen “Spare”

Da de fire musikere i Cousin udgav det mørke uptempo popnummer “Spare”, var vi i den grad begejstrede. Nu har det eftertænksomme nummer, der handler om de omkostninger, som sociale medier kan have, fået en dragende billedside. Musikvideoen til “Spare” er spækket med flotte og poetiske billeder af den danske natur. Natur som mennesket har indtaget med teknologi og kunstige elementer. I takt med at nummeret intensiveres, bliver der pustet til gnisten, som får det hele til at gå op i flammer. Om videoen og det at skabe en visuel side til bandet udtaler forsanger Mikkel Werling:

– Vi har altid været glade for at arbejde på tværs af medier for at give en helstøbt æstetik til projektet. Vi har på den nye EP selv lavet alt artwork, arbejdet tæt sammen med vores videograf til produktionen af musikvideoen til ”Heart Dreams”, og ligeledes med ”Spare”. Det har altid været vigtigt for os at give sangene en visuel kontekst. Vi er så heldige, at vi kender så mange vanvittigt dygtige folk, der gider at lege med os.

Singlen “Spare” er præget af støvede synthesizere, en tung sub-bas og distortet guitar. Disse lydflader understøtter en dybfølt og intens falsetvokal. Bandet har formået at frembringe deres helt egen opskrift på en mørk, moden og sårbar lyd, som leveres med den største overlegenhed. Denne opskrift formår bandet at udvide til en visuelle side af projektet, hvilket vi også så i musikvideoen til nummeret “Heart Dreams”, der ligeledes undersøgte forholdet mellem naturen, mennesket og teknologien. Dette vidner om et ambitiøst og helstøbt band, og vi ser frem til, at vi i morgen kan lægge øre til deres debut-EP – Your Models Are to Blame for Your Love.

Se musikvideoen til “Spare” her:

Tags:
Karoline Mutinta Jørgensen
Karolinejorgensen@bandsoftomorrow.com