fbpx

Virtuelle koncertanbefalinger // Uge 22

Foto: Phlake // Gala Negrello

I en tid, hvor musik fra yndlingskunstnerne hovedsageligt består af streams og musikvideoer, er det dejligt med de mange virtuelle og alternative initiativer, der kan bidrage til en live-følelse. Vi giver dig vores anbefalinger til denne uges virtuelle og alternative koncerter, der kan få dig til at danse tosset rundt i stuen eller dytte helt vildt med bilens båthorn.

LINDSJØRN

Hvornår: Torsdag den 28. maj kl. 21.00
Hvor: VI ER LIVE

I fredags kunne vi lægge ørene i blød neo-soul og dansevenlig hiphop fra den spirende norske artist LINDSJØRN, der udgav hendes debutalbum Flying High. Vokalen er teknisk og yndefuld, og lyden er jazzet og fyldt med poppede gospel-vibes – alt sammen udtrykt i et forfriskende og veludført format. Nu på torsdag kan vi opleve numrene fra den lækre albumudgivelse i en live session sat op i samarbejde med VI ER LIVE. VI ER LIVE er en norsk kulturplatform, der samler forskellige live streams under en paraply. Den norske artist har tidligere fået stor ros for hendes flair for at nå ud over scenekanten, når hun giver koncerter. Om hun også når ud gennem skærmen, glæder vi os til at opleve på torsdag.

Mads Langer – drive-in koncert

Hvornår: Lørdag den 30. maj.
Hvor: P-Scenen på Tangkrogen i Aarhus

Nu på lørdag vil hele Danmarks Mads Langer endnu en gang spille op til fællessang, når han giver drive-in koncert på tangkrogen i Aarhus. Mads Langer var den første til at tage konceptet med drive-in koncerter på sig, og med det er der fulgt en kæmpe opmærksomhed til musikeren fra hele verden. Drive-in koncerterne holdes som et plaster på såret over musikerens aflyste Danmarks/Europa turné, der skulle have foregået her i foråret. Koncerten, der kræver billetter, skal opleves hver mand fra egen bil – og netop dette mener Mads Langer skaber et helt særligt rum:

Drive-in konceptet kan noget andet end de traditionelle koncerter. Jeg oplevede, at der faktisk blev skabt et ret intimt rum mellem mig og publikum, da jeg spillede min første ’drive in’ koncert. Det er som at spille for 4 mennesker – bare gange 600’ – siger Mads Langer.

Phlake – drive-in koncert

Hvornår: Torsdag den 28. maj, lørdag den 30. maj og søndag den 31. maj
Hvor: Københavns Lufthavn Parkering P19, P-Scenen på Tangkrogen i Aarhus og Landsskuepladsen ved Messecenter Herning

Der vil være rig mulighed for at opleve albumaktuelle Phlake i denne uge. Den danske R&B-duo er blevet tilføjet drive-in-koncert konceptet, der spænder over hele landet, og vil i denne uge kunne opleves både i København, Aarhus og Herning. I sidste uge løftende Phlake sløret for deres nye album The Illegal Download Of Your Soul, som vi havde med på ugens vigtigste albumudgivelser. Med de storladne kærlighedsfortællinger fremført i tropisk-pop med elektroniske toner og fede beats er der lagt op til noget af en koncert, når duoen endelig kan slippe de nye numre ud på en live scene.

Prxjects Stage @ Home

Hvornår: Lørdag den 30. maj og søndag den 31. maj 2020.
Hvor: Heartland Festivals Instagram og Facebook

Sidste mandag kunne vi bringe den gode nyhed om, at noget af lineuppet til Heartland Festival‘s scene for spirende danske artister i udvikling, Prxject Stage, vil overgå til et virtuelt koncept. Her vil man kunne opleve live streams fra nogle af de mange upcomming artister, der skulle have spillet på den intime scene under festivalen. De kunstnere du nu kan opleve i et online format er Lord Siva, Takykardia som bliver ledsaget af Selma Judith, helt ny musik af Selina Gin, Awinbeh og School of X. Fælles for kunstnerne er, at de alle er aktuelle med ny musik og stormer derudad. Der er altså nok at tage fat på og glæde sig til, når kunstnerne fordelt over fem live-sessions vil sprede lækre toner og vaske ægte festivalstemning ud i din dagligstue. Koncerterne finder sted på forskellige steder omkring Egeskov Slot og kan streames live fra Heartlands Instagram og Facebook profil.

Programmet for Prxject Stage’s livestreams er følgende:

Lørdag den 30. maj:
Kl. 14: Lord Siva 
Kl. 18: Takykardia feat. Selma Judith 
Kl. 20 : Awinbeh

Søndag den 31. maj:
Kl. 16: School of X 
Kl. 20:  Selina Gin

Gå heller ikke glip af:

Blæst – EP Livestream, fredag den 29. maj kl 17.00. Se med her.

Karoline Mutinta Jørgensen
Karolinejorgensen@bandsoftomorrow.com