fbpx

Meryem Aboulouafa udgiver en poetisk pasteldrøm af en musikvideo om menneskets dybde

Foto: Paul Rousteau

Den marrokanske albumaktuelle artist Meryem Aboulouafa er ude med en poetisk pasteldrøm af en tankevækkende musikvideo til nummeret “Deeply”.

I fredags udkom det livsfilosofiske værk af et debutalbum fra Meryem Aboulouafa. Vi skrev om albummet i artiklen ugens vigtigste albumudgivelser og dette med god grund. Albummet er dybt personligt og udstråler stor autencitet. Det er kunstnerens enormt smukke vokal, der er i centrum og med denne formidles der meningsfulde emner. Det er nemlig både hendes stemme i musikalsk forstand og hendes stemme som moderne marrokansk kvinde, digter, troende og musiker, der er omdrejningspunktet. Det er et album, vi er svært begejstrede for, ligesom vi også var det med hendes to singler “Ya Qalbi” og førstesinglen “Breath of Roma”. Nu er Meryem ude med en musikvideo til nummeret “Deeply”, hvor hendes dybe poetiske univers udvides med en smuk æstetisk visuel side.

I videoen ses Meryem gå rundt i maleriske og arkitektoniske omgivelser. Lyset er drømmende og det er smukke pastelfarver, der udgør farvepaletten. Rundt om i bygningen går mennesker rundt hver for sig i deres egen verden, men indimellem kan de ikke undgå at støde sammen, eller falde ned i det dybe hul der er i midten af bygningen. Selv fortæller Meryem om sangen og videoen:

Denne sang er dedikeret til dem, som dømmer andre ved første blik, uden at tage sig tid til at se den anden side af os. “Deeply” udforsker dybderne af intimiten og kompleksiteten hos os mennesker. Den søger at forstå og acceptere den indre kamp, denne konflikt om overbevisninger og modsatrettede følelser. Denne flertydighed mellem godt og ondt, denne manglende evne til at definere sig selv som sort eller hvid, men snarere som en smuk palette af farver, der varierer afhængig af vores livsbaner

Det er den dygtige duo Zhang & Knight, som har instrueret musikvideoen. De har tidligere instrueret elegante og mystiske værker for blandt andre Ghostpoet, Nao, Sigrid og EDEN. Du kan se den smukke meningsfulde musikvideo her:

Karoline Mutinta Jørgensen
Karolinejorgensen@bandsoftomorrow.com