fbpx

Astrid Cordes finder sin indre maler frem på ny single

Foto: Julie Montauk

Cordes har før i tiden været en af to i Shy shy shy. Hun har nu lagt det ellers glade og søde pop-univers fra sig og satser på det mere dybe og mørke i nyt og spændende soloprojekt.

Astrid Cordes, som er vant til at dele scenen med sin kollega i gruppen Shy shy shy, debuterede i fredags som solist. Hendes første smagsprøve på det er singlen “Portrait”, som er et simpelt men drømmefangende nummer, der virker velovervejet og reflekterende og er første single til den kommende EP sat til foråret 2021. Om nummer fortæller Cordes:

Inspirationen til nummeret kom på et besøg på Van Gogh Museet i Amsterdam. Hele den første afdeling af udstillingen tager udgangspunkt i hans selvportrætter, og mens jeg gik gennem rummene og kiggede på den ene skildring efter den anden af det samme ansigt, gik det op for mig, at jeg gør præcis det samme. Jeg maler fortællingen om, hvem jeg er om og om igen – og jeg er aldrig helt tilfreds med resultatet. Det er som om, jeg altid enten rammer lidt ved siden af, ikke får det hele med, eller er nået, at blive
en anden undervejs i processen. Det efterlod mig fuld af både forundring og trøst, at et menneske fra en helt anden tid, et helt andet sted og et helt andet liv, havde haft det på samme måde, og det har jeg forsøgt at fange på “Portrait.” Det tog mig under et minut at forklare det for Lise, som fangede idéen lige med det samme og efterfølgende har lavet den smukke video til.

Hele processen samt tankerne bag debutsinglen giver et virkelig fint indblik i Astrid Cordes tankemylder, og har resulteret i denne meget smukke sang, samt video som kan ses lige her:

Liva Duus Thorlacius
Livaduus@bandsoftomorrow.com