fbpx

Koncertanbefalinger // Uge 39

Foto: FRAADS // Mads Salbæk

Selvom det måske har set sløjt ud med koncerter for tiden, med massere af aflysninger, så er vi igen klar med denne uges koncertanbefalinger, og det ser faktisk slet ikke så sløjt ud, som man kunne frygte. Vi har udvalgt fem forskellige oplevelser – alt fra metal, indiepop og hiphop – du kan læse mere om herunder.

Byhaven: Konkylie præsenterer SJÆLEN + Polly Jean

Hvor: Pumpehusets Byhave
Hvornår: Den 24. september klokken 19.00

På onsdag inviterer Konkylie til koncert i Pumpehuset Byhave, og det er en af de allersidste udendørs af slagsen i år – så kom i god tid for at være sikker på at få plads. Der diskes op med to artister – henholdsvis Polly Jean og SJÆLEN.
Polly Jean, som er kendt fra det nyligt opløste band Jenny, er nu gået solo og er klar til at kickstarte sin karriere med sin fine vokal. Det kan du få lov at opleve for første gang i Byhaven på onsdag. SJÆLEN (bedre kendt som Sjæl I Flammer) er ude med to nye singler og har nyt album på vej og kigger forbi Byhaven med deres ærlige dansksprogede tekster og dejlige lo-fi indiepop-univers. I fredags udgav de nyt musik – singlen “En Gammel Ven”.

FRAADS

Hvor: Store VEGA
Hvornår: Fredag den 25. september klokken 21.00

Du kan stadig nå at få billetter til albumaktuelle og anmelderroste FRAADS. Den danske duo, der for nylig udgav deres debutalbum, som vores anmelder var ret begejstret for, er nu på turné, og på fredag gæster de Store VEGA. FRAADS har virkelig cementeret deres plads i den danske musikscene med deres debutalbum Fraaads, og vi er ret sikre på, at koncerten på fredag bliver hele oplevelsen værd, trods det ikke er muligt at danse (måske man kan begive sig ud i lidt stoledans?). Duoen leverer spændende poetisk dansksproget hiphop i flotte produktioner. Skynd dig at få en billet inden de sidste ryger!

Drew Sycamore

Hvor: Plænen, Tivoli
Hvornår: Torsdag den 24. september. klokken 19.00

Lillefredag i Tivoli præsenterer singer/songwriter, artist og guitarist Drew Sycamore, som også spillede til dette års Reeperbahn Festival i Hamborg. Drew Sycamore er dansk, men hendes brune øjne er walisiske, som der står på hendes Spotify. Hendes helte er Amy Winehouse og Linda Perry, og så laver hun fængende indiepop. Hør hende til Lillefredag i Tivoli på torsdag kl. 19.00.

ELBA (support: ARES)

Hvor: Richter
Hvornår: Lørdag den 26. klokken 21.00

Den danske popprinsesse ELBA har haft utallige af gigs – blandt andet på Roskilde Festival i 2019 – og under coronanedlukningen i foråret lavede hun sågar en intim livesession på vores Instagram. ELBA er garant for storladne popnumre med inspiration til neo-soul og R&B. Du kan opleve hende live på Richter lørdag aften, efter duoen ARES har opvarmet publikum med et intimt setup.

BAEST

Hvor Byhaven Pumpehuset
Hvornår: Fredag den 25. september klokken 19.00.

Byhaven slutter sæsonen af med et brag af en metal-koncert, når death-metal bandet BAEST kigger forbi. Siden BAEST blev dannet tilbage i 2015, er det kun gået én vej, og det er fremad. I 2018 udgav de deres debutalbum Danse Macabre, og allerede året efter udkom opfølgeren Venenum. Nu kan du få lov at opleve dem live i Pumpehustets byhave.

Klaus Nørby Bondegaard
klausbondegaard@bandsoftomorrow.com