fbpx

Ellis May: Tre numre jeg hører på repeat

Foto: PR

Ellis May udkom sidste fredag med den nye single “Esc”, som er et skarpt og medrivende synth-nummer. Vi har derfor spurgt Sophia May der er kunstnerens borgelige navn, hvad hun netop selv hører på repeat.

Danske Ellis May udkommer i starten af 2021 med et personligt og fortællende album, om kunstnerens sande jeg. Deraf har hun udsendt en single fra det kommende debutalbum Medicine, med singlen “Esc”. Sangen handler om at hele et knust hjerte ved hjælp af eskapisme, men det der kort hjælper dig videre, fører til noget endnu værre. Ellis May er en interessant kunstner, der mestrer at tage mørke følelsesfelter og gøre dem til smuk musik i stedet. Det seneste udspil er ingen undtagelse, og du kan heldigvis sætte den på din egen playliste og varme op til det kommende debutalbum!


Vi har spurgt Ellis May, hvilke numre der fylder allermest hos hende lige nu, og du kan læse hendes svar nedenfor.

Earthheater – “How To Fight”

Eartheaters seneste release. Hun laver melodier og harmonier, som er out of this world, og hendes tracks er lige dele musik og sounddesign, lige dele voldsomhed og skønhed. Hun er så inspirerende. Jeg elsker hende (og hendes Instagram-profil).

John Maus – “Hey Moon”

Den ultimative destruktive romantiker. Voldsom og poetisk. John Maus er på alle mine playlists og “Hey Moon” er virkelig smuk.

Young Fathers – “I Heard”

Jeg har lyttet rigtig meget til Young Fathers, imens jeg har arbejdet på “Medicine”, og selvom man overhovedet ikke kan høre det, har “I Heard” inspireret mig, da jeg skrev “Esc”. Jeg tror, det er noget med det der, de gør med at kigge på deres skyggesider og skabe noget smukt af det. Og når de synger “Inside I feel dirty”, er jeg helt, helt med.


Liva Duus Thorlacius
Livaduus@bandsoftomorrow.com