fbpx

Indiekvartetten fucales skaber sydende sanseindtryk på ny single

Foto: Linn Heidi Stokkedal

Norges dugfriske og purunge indieband, fucales, udøver magisk og støjende trompet-rock på deres nye single “Snake”

fucales er et særligt band, der med deres løsslupne og eksperimenterende lyd, skaber associationer til både Sonic Youth og Beach House. Det er et ungt band bestående af fire medlemmer, hvoraf trommeslageren er den yngste med sine blot 17 år. Alligevel lyder fucales som et band, der har arbejdet på deres signaturlyd i årevis, og de beviser med singlen “Snake”, at deres musik er moden og nyskabende. “Snake” indledes som et blidt og dagdrømmerisk nummer, der omsluttes af melodisk trompetspil og glidende vokal med masser af rumklang. Mod sangens slutning stiger intensiteten og det føles som om, at instrumenterne løber frit afsted i et kaotisk og fantastisk samspil. “Snake” formår således først, at lulle lytteren ind i en slags trancetilstand, hvorfra man vækkes med psykedeliske og støjrockede elementer. Det er en oplevelse man ikke bør gå glip af.

fucales’ univers er legende, komplekst og energisk. På listen over artister som inspirerer bandet, finder man navne såsom Khruangbin, IDLES, Miles Davis og Iceage. Og lytter man godt efter, kan man fornemme samtlige inspirationskilder i fucales’ udtryk, hvilket gør dem til så sammensat og interessant et band. Vi ser frem til at kunne høre fucales live en skønne dag – de skulle eftersigende være eksplosive på en scene. Indtil da, varmer vi op med deres smukke single “Snake”.

Du kan streame sangen her:

Spotify
Apple Music

Tags:
Sofie Vitalis
sofievitalis@bandsoftomorrow.com