18 jan Høkers genremix skaber spændende ny single
Foto: Sony Music
Høker udgiver ny single om håb, når alt er forkert.
I fredags udgav Høker singlen “10/-4”, som er tredje single fra deres kommende debutalbum. Udover den intense stemning, der opstår, når de to drenges stemmer mødes, formår gruppen med deres genre-mix mellem hiphop, punk og pop at skabe en unik lyd i deres nye single.
Gymnasievennerne bag Høker har med singlen udgivet en tilhørende livesession-video af nummeret. Videoen udspiller sig i, hvad der ligner et stort tilvokset drivhus, hvor gruppen har samlet strygere og kor klædt i hvidt, samtidig med de selv står i front iklædt mørkt. Videoen får en eventyrlig men samtidig dyster stemning ved hjælp af disse kontraster.
Både lyd og video giver et tydeligt billede af, at Høker-drengene tager både musik og æstetik meget seriøst. Eksperimentet mellem auto-tune, strygere og kor gør singlen spændende og lytte-værdig.