PREMIERE: Kom med helt ind i soveværelset i lil cats nye musikvideo

Foto: lil cat / W.A.S. Entertainment

Kæresteparret bag lil cat inviterer dig med ind i soveværelset og giver dig ‘rock n roll’-attitude for alle pengene.

Coronapandemien har – i det store billede – lagt en mørk sky ind over den danske såvel som internationale musikbranche. Heldigvis har nogen af solens stråler gennemboret skydækket. En af solstrålerne er den danske lo-fi duo lil cat.

»Altså vi røvkedede os,« Siger Mads Vadsager om pandemiens første nedlukning. Sammen med sin kæreste, Cathrine van Leeuwen, står han bag coronaprojektet lil cat. Og kedsomheden, kombineret med en sommerhustur, førte til kattens første skridt på egne ben. I dag melder duoen sig igen på banen med en video til sangen “rock n roll”. Sangen udsprang af frustrationen over, at Cathrines veninder bedre kan lide hendes popsange, end hendes rocksange. Og i den nye musikvideo viser Cathrine så, hvad hun mener om sine veninders mening hun har ikke meget til overs.

Videoen foregår helt inde i kæresteparrets soveværelse, og når Cathrine bruger hårbørster og træskeer som mikrofon er’ rock n roll’-attituden ikke til at komme udenom. Om sangen siger Cathrine selv:

Jeg får sådan en ‘jeg giver ikke en fuck’-følelse, når jeg lytter til sangen. Og jeg håber, at lytterne får det samme. For mig er der stor kærlighed i bare at være sig selv – og lad andre være dem selv.

Og respekten for, at være den, man er, skinner igennem i videoen. For selvom videoen foregår i soveværelset på kæresteparrets hjemmebane, føler man sig ikke uvelkommen mellem dynerne. Inde bag ‘rock n roll’-attituden finder man nemlig et stort glimt i øjet og en stor portion selvironi, der nærmest inviterer seeren til at tilslutte sig Cathrine og Mads og være nøjagtig hvem man har lyst til at være.

Se musikvideoen til “rock n roll” her:

Tags:
Albert Lund Kuhlmann
albertkuhlmann@bandsoftomorrow.com