fbpx

Sarah Klang byder på svævende melankoli med singlen “Anywhere”

Foto: Fredrika Eriksson (pressebillede)

Endnu et glimt af Sarah Klangs ventede album viser sig i dag. Singlen “Anywhere” er et mesterligt stykke skønhed, som prikker til hjertekulen.

En af de svenske artister vi på det seneste har holdt nøjsomt øje med, er talentfulde Sarah Klang. I løbet af 2021 har hun udgivet en række storslåede singler, som alle leder op til hendes kommende album, Virgo, der udkommer den 7. maj. I dag udsender hun singlen “Anywhere”, som er et akustisk nordicana-stykke, hvori hendes vokal indtager en velplaceret hovedrolle. Sangen er en melankolsk ballade, som stikker til dit hjerte lige dér, hvor det kan gøre rigtig ondt. Med “Anywhere” har hun nu udgivet fire singler fra den kommende plade, og tilsammen viser de stor alsidighed i både stemning og lyd. På denne nye single illustrerer Sarah Klang sin evne til, at tryllebinde lytteren med sin nostalgiske tonalitet og sansende vokal. At lytte til “Anywhere” føles som at lægge sig på et gigantisk, dugfriskt edderkoppespind, der er umådeligt stærkt, på trods af dets måske skrøbelige udseende; man ved at man er på farligt territorium, men man stoler på at fundamentet holder.

Territoriet omkring “Anywhere” følsomt, og det kan virke farligt at bevæge sig ud på den tudetur, som nummeret inviterer til. Men med denne single som soundtrack , fornemmer man et ærligt løfte om, at turen er det hele værd.

Lyt på Spotify
Lyt på Apple Music

Tags:
Sofie Vitalis
sofievitalis@bandsoftomorrow.com