fbpx

Fra melankolsk synthpop til oldschool 90’er hiphop: 5 norske navne du skal kende til

Foto: Resa // Helge Brekke (pressebillede)

Kom med på en musikalsk jordomrejse, når vi i denne artikelserie guider til artister fra nær og fjern. Denne gang går turen til Norge, der er kendt for deres smukke natur, hjemmestrikkede sweaters, ungdomsserier og nogle enormt dygtige artister. I denne artikel vil vi introducere fem af den slags for dig. Hold godt fast og forbered dig på at tilføje en masse ny musik til dine playlister, for her kommer fem norske navne du skal kende til.

Gundelach

Første stop på den den musikalske vej gennem Norge rummer melankolsk synthpop og en yderst imponerende vokalpræstation i samtlige numre.
Som kunsternavn bruger Kai Gundelach sit efternavn – Gundelach. Med en EP, to albums og adskillige singler har Gundelach skabt sig et velkendt navn på den norske musikscene. Særlig værd at fremhæve er numrene “Duck Hunting”, “Cynical Mind” og “Spiders” som alle rummer en melankoli, men samtidig drømmende og atmosfærisk lyd. Disse tre numre ligger i top tre på Gundelachs Spotify – og det er med god grund. Alle tre numre vil med sikkerhed falde i manges smag og du får sikkert lyst at sætte den på repeat, når du har hørt den første gang. Hans letgenkendelige, følsomme falset rammer lytteren i hjertet, og man kan ikke andet end at drømme sig væk i det elektroniske lydunivers, hver gang hans musik spilles i høretelefonerne.
Udover et inderligt og personligt tekstunivers, gør nordmanden stor brug af melankolske synthesizere og elektroniske lydeffekter, hvilket fungerer enormt god og skaber en rød tråd og følelse af at det hele er gennemført på alle numre. Start din rejse gennem Norges musik med at give “Spiders” et lyt:

Jimmy Smash

På vores andet stop gennem Norges musik, bliver vi mødt af et genremix mellem pop, soul og R&B, som har resulteret i en masse lækker musik.
Med deres debutsingle “Macadamian” fra 2017, viste den norske duo Jimmy Smash hurtigt, at man skulle have øjne og øre åbne, for andre udspil fra deres side. Duoen er enormt dygtig, og i deres musik gør de både brug af elementer, melodier, samples og produktionsteknikker fra pop, rap, soul, R&B og rock. I dette genremix formår Jimmy Smash at skabe deres helt egen, unikke lyd, som man ikke kan andet end at nyde. Deres seneste single “Over” fra februar i år, er et fremragende eksempel på, hvor god musik, de to nordmænd kan skabe sammen. Lydbilledet er atmosfærisk med drømmende klaver og en fængende vokalpræstation og masser af rumklang, og ved første lyt, var det uden tvivl en ny tilføjelse til min personlige playliste. Du kan roligt glæde dig til flere udspil fra Jimmy Smash, og i mellemtiden kan du lytte til “Over”:

JNS

Tredje stop på vores musikalske rejse gennem Norge byder på oldschool 90’er hiphop – og hvem er ikke fan af et flashback til de fede 90’ere?
Under kunstnernavnet JNS gemmer sig Thomas Jones. Han er allerede et etableret og eftertragtet navn i det norske hiphop- og R&B-miljø som producer og sangskriver. De sidste par år har JNS brugt på at finde frem til sit eget personlige musikprojekt, som har resulteret i fem solide albums og en masse singler, som har nået et højt antal streams og er blevet spillet flittigt i radioen. Han blander brugen af synthesizers og samples og skaber et karakteristisk lydbillede, som trækker tråde tilbage til 90’ernes hiphop-univers. Derudover er JNS eminent til at levere velproducerede beats, og man er ikke i tvivl om, at han er en enormt dygtig artist, producer og sangskriver. En anderledes inspirationskilde til de to seneste albums er den coronapandemi, som har haft kolossale konsekvenser for hele verden. Hans album PANDEMISOMMER udkom sidste år, og i år udkom så PANDEMIVINTER. Fælles for begge albums er den gennemførte produktion, de fede featuring artister og JNS’ glatte levering af syngende, norsk rap. Singlen “3M” er en glimrende eksempel på, hvor god en start, den norske producer har fået på sit eget personlige musikprojekt. I øvrigt er JNS, med god grund, denne Uges Upcoming som du kan læse mere om i vores artikel her.

Resa

Vi er nået til fjerde stop på vores musikrejse gennem Norge. Her bliver vi mødt af en blanding mellem jazzinspirerede melodier, neo-soul og indiepop – et genremix som du nødigt vil gå glip af.
Resa er en forkortelse af Theresa Frostad Eggesbø, og hvis du synes, at navnet eller den unge sangerindes ansigt virker bekendt, er du ikke helt galt på den. Hun debuterede nemlig som skuespiller i den norske hit-serie SKAM. Og siden da har Resa prøvet kræfter med musikken – med stor succes. Hun bevæger sig i et genremix mellem indiepop, neo-soul og funk. Hun bliver inspireret af store, kvindelige artister i jazz-verden, hvilket også er at høre i hendes musik, hvor en drivende bas og blues melodier er fremtræden. Udover den musikalske inspiration, hun henter fra jazzsagerinder, har hun blændende vokal med en helt særlig klang. Den er både inderlig, rå med samtidig fin og uskyldig. Hun har en evne til at gribe lytteren, tage dem i hånden og følge dem gennem sine personlige tanker med sin smukke, historiefortællende stemme. Desuden er det unge stjerneskud fra Norge på vores artikel om 21 nordiske navne du skal holde øje med i 2021.
I 2020 udgav hun sit debut-EP Dumb and Numb, og man kan roligt glæde sig til at høre mere fra den norske nymfe. Mens der ventes i spænding, kan de lækre toner og Resas smukke vokal på nummeret “You Need a Puppy” fra EP’en nydes:

Susanne Sundfør

Vores femte og sidste stop på vores rejse gennem Norges musik ender hos en veletableret artist, som har gjort sig bemærket for sin evne til at blande organiske og elektroniske lydeffekter med sin helt vanvittigt vidunderlige vokal.
Susanne Sundfør en norsk artist, alle burde gøre sig selv den tjeneste at tjekke ud. Hun blander organiske lyde og instrumenter med elektroniske lydeffekter, og det fungerer så godt, at der er kommet hele 7 albums, flere EP’er og smukke singler ud af det. Den hurtige læser, og lytter, har måske allerede stiftet bekendtskab med Sundførs nummer “When”, som lige nu er aktuel som titelmelodi til den nye norske serie “Atlantic Crossing”, som kan streames på DRTV. Sangerinden har en helt unik evne til at tryllebinde lytteren indenfor de første få sekunder af sine sange, med sin smukke og inderlige stemme, og ikke mindst med de spændende lydeffekter og instrumentale riffs, som hendes musik består af.
Det er desværre ikke meget, man har hørt til den norske sangerinde de sidste par år, men håbet om, at der snart kommer ny musik, som kan pryde din øregang skal absolut ikke slukkes. Indtil da kan du lytte til lytte til “White Foxes” og være garanteret en omgang gåsehud:

Sofie Pindstofte
sofiepindstofte@bandsoftomorrow.com