Patina melder godt nyt på koncert-fronten

Foto: PR (pressebillede)

Der er gode nyheder til koncertgængerne, musikelskerne, og generelt alle os der savner gode live-oplevelser. Danske Patina melder nemlig ind med en livekoncert, som skal spilles i Store VEGA i efteråret – og vi har ret høje forventninger til de fynske fyre!

Patina er et fremadstormende band, der imponerer med deres livlige popproduktioner, dansksprogede lyrik, og inspirerende bandkonstellation. Flere af deres singler er på kort tid blevet til hits, og de fleste kan efterhånden nynne med på “Flammer Rammer” og “Sådan Må Det Være (Uhhhh)”.
Udover at man kan se frem til at fyre den af til live-versioner af disse numre i Store VEGA, når Patina spiller den 5. november, kan man også glæde sig til at opleve bandets helt særlige dynamik på scenen. Patina består nemlig af de tre trommeslagere Gregers, Mads og Søren, som på skift indtager pladsen bag lead-mikrofonen og trommesættet. Oveni den spændende instrument-rotation, som bliver sjov at opleve for egne øjne, kan vi også forvente en massiv folke-tilføjelse til setuppet. Bandet lover nemlig, at livebesætningen kommer til at bestå af syv friske fyre fra Fyn – og hvordan kan det ikke blive festligt?
Vi glæder os til en storslået dag med Patina i VEGA, og lytter i mellemtiden til deres nye album Drømmefanger.

Du kan høre albummet dér hvor du streamer musik:
Lyt via Spotify
Lyt via Apple Music

Tags:
Sofie Vitalis
sofievitalis@bandsoftomorrow.com