fbpx

Ugens Upcoming: Alexander Grandjean

Foto: Sara Jordan

Denne uges upcoming er fremadstormende Alexander Grandjean, der har sans for at få følelserne frem i sine storslåede produktioner. Grandjean har længe haft gang i sin musikalske karriere bag knapperne hos andre artister, men nu er han endelig klar til at berige os med produktioner hvor han selv er i rampelyset.

Danske Alexander Grandjean har længe været at finde i musikbranchen bag rampelyset. Nu er han stille og roligt i gang med at etablere sig som soloartist, og debutalbummet er lige på trapperne. Grandjean har allerede imponeret os med musik fra det kommende album, og vist hvor alsidig en kunstner han er. For eksempel inddrager singlen “No Words” latin-elementer og blander det med klassiske hiphop og pop-elementer. Til “No Words” kan man derudover også nyde en yderst velproduceret musikvideo, og Grandjean fortæller, at musikvideoerne er en gennemtænkt del af den kommende albumudgivelse. Læs meget mere om det i hans svar herunder!

Hvem er Alexander Grandjean?

Jeg er kunstner, sangskriver, producer. Har produceret og skrevet for andre artister i ti år, for eksempel Freja Kirk, Sivas, Nneka, Noah Carter, Ankerstjerne og Joey Moe. Til sommer udgiver jeg mit første album, som også er en 40 minutters film, hvor hver sang har sin egen musikvideo.

Hvordan vil du beskrive din lyd?

Kunstnerisk postgenre-musik, der blander melodiske pophooks med tung bas og distorted guitar, organiske teksturer fra liveblæsere og gospelkor sammen med trommemaskiner og støvede samples.

Hvordan startede du?

Jeg forelskede mig i musik som helt lille med hovedtelefoner på bilferier og på børneværelset. Jeg havde et keyboard, hvor man kunne indspille ting oven på hinanden – så jeg kunne lave mine første små beats med både keys og trommer. Parallelt gik jeg både til klassisk klaver og spillede Kim Larsen og Van Morrison med bandet i fritidsordningen (tak, Kjeld og Leif!!). Det førte senere til hjemmestudie i teenagekælderen, mine første rapgrupper og selvudgivelser med venner i gymnasiet. Fra jeg var omkring 20 begyndte jeg og min ven Emil Towity at producere for andre rappere og artister.

Kan du fortælle lidt om den proces, der foregår, når du skriver musik?

Jeg hører meget melodier og teksturer. Nogle gange ser jeg noget visuelt, som jeg automatisk oversætter til en lyd eller en melodi i hovedet, som kan sætte gang i en idé. Tit kommer teksterne senere, og det tager ofte lang tid. En gang i mellem kommer det af sig selv, men andre gange går jeg rundt om en tekst i flere uger uden at skrive noget ned, indtil den ligesom er modnet færdig som koncept eller idé. Generelt går jeg meget til og fra det. Altså, jeg producerer måske et track, som jeg senere ændrer i, fjerner 80% og sampler min egen tidligere version og så videre. Det er sjældent en ren idé, der bliver til i ét øjeblik, men oftest noget med versioner og lag, som jeg vender og drejer og maler ovenpå, og til sidst er der et sidste strøg som ændrer det hele og giver det den kant, som jeg ledte efter. Derfor arbejder jeg også sammen med mange musikere og andre producere, som jeg beder indspille noget specifikt eller som bare sender mig nogle bud – og så sampler jeg måske 1% af det – eller bruger det hele. Det er meget forskelligt, men det er vigtigt for mig, at produktionerne lever og udvikler sig igennem sangen. Så hvis du hører min musik instrumentalt (jeg udgiver formentlig også albummet som en instrumental version), vil du opdage en hel masse detaljer, teksturer og ting, som du måske ikke hørte første gang.

Hvilke musikere har haft størst indflydelse på din lyd?

Fuck, mand. Jeg er nok sådan et kludetæppe af Bon Iver, Kanye West, Sade, Frank Ocean, danske Sebastian og en hel masse andre. Sebastian har fyldt meget i min barndom og i de første sange, jeg skrev som barn. Senere havde jeg hiphop- og rockfaser med Dr. Dre, Eminem, System of A Down og danske Suspekt og LOC – især pga. deres beats, som var sindssygt detaljerige og blandede organiske elementer med samples og de hårde trommer, som jeg elskede. De sidste 10 år er jeg nok blevet mere eftertænksom og mellow som person, og jeg er virkelig blevet inspireret af Bon Iver, Ben Howard, Amy Winehouse og Eddie Vedder, men også Sade, Kanye (som producer), Frank Ocean og Amadou & Mariam.

Hvad er der på pladespilleren lige nu?

Min egen Spotify-playlist ‘Headphone Music’ er en blanding af alt det jeg elsker. Helt fra R&B-land over alternative pop og til folk-verdenen, som nok er de steder, jeg begiver mig mest hen. Jeg har det med at vende tilbage til Sade, Amadou & Mariam og Bon Iver.

Hvad er du i gang med lige nu? (på musikfronten)

Lige nu er jeg i gang med at binde de sidste sløjfer på mit album, “Via Motion”, som kommer til juni på mit eget label Dreamwriters. Og så kommer hele foråret til at gå med at lave min EP, som jeg håber at kunne udgive til oktober. Jeg har omkring ti sange, jeg gerne vil koge ned til en ‘one mood’-EP, som jeg tænker det – i modsætning til “Via Motion”, som er mere en varieret rejse gennem alle mine forskellige inspirationskilder.

Hvad er drømmen?

Drømmen er at holde liv i inspirationen og kreativiteten. Jeg har haft perioder, hvor jeg brændte ud og var pisse bange for at have dræbt lysten til at lave musik. Så nu er jeg meget mere intentional og tænker mit projekt som et all-in livsprojekt, som skal være sjovt og bæredygtigt. Jeg er ekstremt motiveret og inspireret for tiden, og hvor jeg står nu, har jeg bare lyst til at udgive et album hver sjette måned resten af mit liv. Vi må se, om jeg fortsætter med at have det sådan, men lige nu er jeg nybagt far, omgiver mig med masser af natur, gode mennesker og positiv, kreativ energi, og det giver mig kæmpe ambitioner og masser af idéer. Bl.a. drømmer jeg om at bygge mit eget univers med masser af kunst, video og musik, hvor man også kan købe vinyler, print og alt mulig andet. Min kreative proces er både auditiv og visuel, og jeg prøver at samle det hele i et univers, der er bredere end kun sange.

Hvis du kun måtte vælge én af dine sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?

– Måske “TOIMYCHI” fra mit album, men det er ikke ude endnu, så jeg er sgu nok nødt til at sige “No Words” – som lige er udkommet.

Hvis din musik var en drink, hvilken ville den så være? 

Noget, der varmer din sjæl og flytter dig fra dit hoved og ned i følelserne. Som får dig til at drømme og giver dig lyst til at skabe og finde din egen vej, uden at være bange for at gøre det anderledes end resten af verdens forventninger til dig. Måske den ‘Winter Warmer’ jeg fik fra det argentinske vinhus på Amager forleden. Det er ikke så tit, jeg er i København for tiden, men den var fandme god.

Albert Lund Kuhlmann
albertkuhlmann@bandsoftomorrow.com