fbpx

Ugens vigtigste albumudgivelser // Uge 12

Foto: Yör // Therese Lærke (pressebillede)

Her er vores guide til denne uges vigtigste albumudgivelser. Vi har forsøgt at finde noget, der både passer til en festlig weekend såvel som en hyggelig dag på sofaen. Om du er til skæv indie-pop, der passer perfekt til iskold øl i fredagssolen, eller til følsomme, dansksprogede universer, der kræver at man læner sig tilbage og lader sig forføre, så er der forhåbentligt noget at hente i vores anbefalinger.

Real EstateHalf a Human

Et band der spiller på rutinerede kræfter, er indie-bandet Real Estate. De præsenterer selv de seks spritnye sange som en EP, og tilblivelsen af den har en lidt atypisk arbejdsgang bag sig. Idéerne til sangene kom egentlig under arbejdet på deres 2020-album The Main Thing, men blev først færdigudviklede og kælet for, under den første store verdenslockdown mens bandmedlemmerne var spredt udover USA. På den måde er de sprøde indie-sange skabt i to forskellige udgaver af verden. Og på en eller anden måde har det altså gjort, at udgivelsen fremstår utrolig gennemarbejdet og helstøbt. Lyt til den lækre EP lige her:
Spotify
Apple Music

TropeI Billeder

Den danske duo Trope er klar med sin debut-EP I Billeder. Trope fangede vores opmærksomhed med deres svævende bløde synthesizerunivers allerede fra første gang vi hørte dem, og deres første optræden på en længere udgivelse skuffer bestemt ikke. Trope-projektet startede som en improvisationsleg hvor folkene bag, Elias Lykkeskov og Andrea Klausen, undersøgte om man kunne lave sange kun ved hjælp af en synthesizer, en trommemaskine og deres stemmer. Ret hurtigt blev legen til alvor; de dygtige musikere fandt nemlig hurtigt ud af, at det kan man godt! Det forlyder, at et par af sangene på debut-EP er opstået allerede i den spæde start af improvisationslegen. Vores anmelder har også været på pletten, og er ret begejstret. Du kan læse anmeldelsen af I Billeder lige her. Find EP’en på din foretrukne streamingtjeneste:
Spotify
Apple Music

Tune-YardsSketchy

Selvom Sketchy er det sjette album i rækken for den rutinerede amerikanske duo Tune-Yards, så er det efterhånden tre år siden, vi sidst har hørt fra dem. Og selvom albummet godt kunne virke som blot et mere i rækken, så er det tydeligt at Merril Garbus og Nate Brenner, der gemmer sig bag Tune-Yards, er både kreative og legesyge. Sketchy byder på kreativ indie-rock og er fyldt med krøllede melodier og mærkelige baslinjer. Og så sker der så mange skift i rytmerne, at man aldrig rigtig kan være sikker på, hvilken drejning sangene tager næste gang. Alligevel fremstår det ikke tilfældigt, men derimod gennemtænkt. Du kan finde Tune-Yards’ nye album Sketchy på din foretrukne streamingtjenesten lige her:
Spotify
Apple Music

Verdens Sidste IdéJordiske Chancer

Der er dømt farverig folk-rock for alle pengene, når man sætter en udgivelse af Verdens Sidste Idé på. Det nyeste skud på stammen, Jordiske Chancer er både folkelig og sjov, men samtidig også dybt rørende og tankevækkende. EP’en er skabt ud fra idéen om, at den aarhusianske seksmandsgruppe ville prøve noget andet end de var vant til. Og Jordiske Chancer er gruppens bud på en skildring af verden – portrætteret igennem et parforhold mellem to mennesker. Emnet er stort og bredt, men alligevel er sangene jordnære og konkrete, og tager udgangspunkt i dagligdagssituationer, vi alle sammen kan relatere til. Derudover er forsanger og sangskriver, Asbjørn Hvelplunds, tekstunivers både krøllet og gennemtænkt, og man skal ikke snyde sig selv for at dykke ned i det. Det bliver kun bedre, jo flere gange man hører det. Lyt til den flotte EP her:
Spotify
Apple Music

Yör – I Virkeligheden

Yörs debut-EP I Virkeligheden lægger ud med den smukke, nedbarberede “Enkelt”, der virkelig sætter scenen for det minimalistiske synthpop-univers der gennemsyrer resten af EP’en. Forsanger Marie Kildebæk synger på en “lige ud af posen”-agtig måde, og det er både rørende og befriende at lytte til de velskabte danske tekster, der går hånd i hånd med den velovervejede brug af elektroniske effekter. Bandet fortæller selv, at I Virkeligheden skal ses som fire fortællinger, der hver i sær sanser om det det danske sprog. Teksterne er alle skrevet ud fra personlige oplevelser fra bandets medlemmer, og man bliver taget igennem både skrøbelighed og eksplosivitet. Du kan finde den flotte debut-EP her:
Spotify
Apple Music

Gå heller ikke glip af:
AESTHER – Liminal Space
Lost Girls – Menneskekollektivet
Skeggss – Rehearsal
Stainwasher – Stainwasher
SUNDAYS – Inner Coasts

Albert Lund Kuhlmann
albertkuhlmann@bandsoftomorrow.com