fbpx

FORPREMIERE: HAAB minder dig om at man skal huske at drømme

Foto: Julie Montauk (pressebillede)

Med deres nye single “Here Today” forsøger HAAB at formidle, at man skal værdsætte at leve i nuet. Sangen udsprang af en sommerhustur midt i coronanedlukningen, og på en måde blev den beviset på, at man skal blive ved med at tro og drømme. I dag har vi fornøjelsen på at have forpremiere på singlen, og den flotte musikvideo der følger med.

Den danske gruppe HAAB startede egentlig ud som et soloprojekt med forsangerinde, Hannah Sommer, som drivkraft. Hurtigt fandt Hannah dog glæden ved at arbejde kreativt med andre, og nu arbejder HAAB som fast band med musikerne, Hannah Sommer, Emma Sommer, Mikkel Kofoed, Nicolai Nielsen, Kristian Hybel og producer Søren Vestergaard.
I 2019 udkom debutsinglen “Ocean Eyes”, og med den slog gruppen fast, at de altså har godt styr på at lave flyvske synth-popsange, med melodier der sætter sig fast i hjernen allerede efter det første gennemlyt.

Nu er HAAB ude med endnu en single i form af den bløde, betænksomme “Here Today”, og vi er stolte af, at kunne vise den til jer, allerede før den lander på streamingtjenesterne. Sangen kom til live midt under coronanedlukningen, da Hannah Sommer var taget alene i sommerhus, for at komme lidt væk fra det hele. Og selvom det ikke på forhånd var planen at lave musik på turen, var det det, der skete. Følelsen af frihed kombineret med den stilstand som verden på det tidspunkt befandt sig i, gav inspiration til at lave en sang om, at man skal blive ved med at forfølge sine drømme. Hannah Sommer fortæller selv om sangen.

– En verden i stilstand har givet mig en stærk åbenbaring omkring mine egne evner til at skabe den virkelighed, jeg tror på, og som jeg mærker er bedst for mig – et sted i os hvor alt er muligt

Sangen er en smuk påmindelse om, at man skal tro på sig selv, og de ting man drømmer om. Nyd “Here Today” og den smukke, afslappende musikvideo der følger med her

Tags:
Albert Lund Kuhlmann
albertkuhlmann@bandsoftomorrow.com