fbpx

Solå udforsker alle kærlighedens facetter på sin første EP

Foto: Isak Okkenhaug (pressebillede)

Fra den Norske by Stavanger får vi den spirende popartist Solå. Efter en længere periode med enestående singleudgivelser, er hun nu klar med EP’en ‘Feel What I Feel’.

Sanger og sangskriver Solå har udgivet medrivende popsange siden 2019. Nu er hun ude med sin første EP, som rummer fire glimrende sange, der hver især udforsker kærlighed i forskellige facetter. Lyrikken kredser om problematikker og tematikker om kærlighed til andre, såvel som til sig selv. Således bliver de fire sange en slags samlet rejse gennem et foranderligt følelsesliv, der ændrer sig fra at være i en tilstand af forelskelse, til at nyde selvstændigheden i en solo-status, til den svære erkendelse af ikke at være kompatibel i et forhold, og til sidst det endelige farvel med en nær person. EP’en får gennem sin historiefortælling et sammenhængende udtryk. På den lydmæssige side bliver vi givet melodiøs pop med en knivskarp vokalpræstation og legende synthesizers. Solå har med Feel What I Feel kreeret en stærk debut-skive, som vi absolut vil anbefale alle pop-sjæle og romantikere at lytte til.

Du kan høre Solås EP dér hvor du sædvanligvis streamer musik:
Lyt via Spotify
Lyt via Apple Music

Tags:
Sofie Vitalis
sofievitalis@bandsoftomorrow.com