fbpx

The Lost Weekend debuterer med en væg af støj

Foto: Nadia Von Rikka (pressebillede)

Når man trykker ‘afspil’ på The Lost Weekends debutsingle “Real”, er det lidt som om, at man sammen med sangen, har sagt ‘go’ til en orkan der tordner ud gennem højtalerne. Lyden er bygget op af larmende, vibrerende guitarer og alle andre organiske elementer, vokaler, bas og trommer, er også tilsat en god portion støj.

Foråret er så småt ved at gøre sit indtog i det danske landskab. Og sammen med erantis og vintergækker er det danske støjrockband The Lost Weekend godt i gang med at bryde igennem jorden, og sætte sit farverige præg på omgivelserne. Gruppen fortæller selv, at de gerne vil give lytteren følelsen af, at de lytter til noget der er ægte. Og med den udmelding passer debutsinglens titel “Real” jo perfekt ind i, hvordan bandet gerne vil fremstå.

“Real” er gennemsyret af lydeffekter og eksperimenteren, men alligevel kan man sagtens fornemme en rød tråd, som får sangen til at give mening. Omkvædet bygger for eksempel på en smuk og ørehængende melodi, og det får lydkaoset til at fremstå velovervejet. The Lost Weekend fortæller selv om sangen at:

Real handler om den evige desperate søgen efter noget holdbart og ægte i en verden fuld af distraktioner og jagten på hurtig sanselig nydelse. Ens vindue til ’virkeligheden’ er i højere grad blevet til quick-fixes af kortvarig tilfredsstillelse, som ofte efterlader en tom, ensom og deprimeret.

“Real”s lydbillede er ligesom teksten fyldt med indtryk og distraktioner, og det er både dragende og giver et kick og en intens oplevelse.

Hvis du er vild med The Lost Weekend, kan du opleve dem, når de spiller deres debutkoncert d. 6. maj (på spillestedernes genåbningsdag!) på Loppen på Christiania.
Find “Real” der hvor du plejer at finde din musik eller her:
Spotify

Albert Lund Kuhlmann
albertkuhlmann@bandsoftomorrow.com