fbpx

Metteson er endelig klar med sin storslåede debut-EP

Foto: Martin Høye (pressebillede)

Norske Metteson er i hjemlandet Norge blevet spået som en af de helt store stjerneskud på pop-himlen. På singleforløberen, “Harder”, fangede han vores opmærksomhed ved at kombinere det storslåede, følelsesladede synthpop-univers med det velkendte skandinaviske pop-udtryk. Nu er han for første gang aktuel på en længere udgivelse med EP’en ‘Convince Me’

I begyndelsen af hvert år laver vi på redaktionen en liste over artister fra norden, som vi spår får et særligt vellykket musik-år. En af dem, der var på vores liste over navne der er værd at holde øje med i 2021, er den norske pop-mager Metteson. Nu giver han for første gang i år lyd fra sig, og har udgivet sin længeventede debut-EP. Om EP’en, Convince Me, fortæller manden bag Metteson, Sverre Breivik:

– Convince Me er min første EP, skræddersyet til op- og nedture i det rare og fantastiske forår, som er på vej. Jeg håber, at den fortæller en historie om kærlighed og ambition, som er inspirerende for både krop og sjæl.

Convince Me beskrives nok bedst som en nordisk pop-eksplosion. Fra det første nummer “Devotion” er der fuld smæk på synthesizer-fladerne, og med noget, der minder om gospelkor og 80’inspirerede trommer, bliver der sat i søen til en ualmindeligt storslået og majestætisk popudgivelse. EP’en er tydeligt inspireret af USA’s 80’er synth-pop, men Metteson formår alligevel at gøre sangene til sine helt egne. Hans velkontrollerede stemme stråler nemlig af karisma og selvsikkerhed.
Find Convice Me her:
Spotify
Apple Music

Tags:
,
Albert Lund Kuhlmann
albertkuhlmann@bandsoftomorrow.com