fbpx

PREMIERE: IVAs nye single “Give Back 2 U” har fået en musikvideo fra noget a la himlen

Foto: Anna Kabana (pressebillede)

I dag, den 25. maj, kl 10 præcis, udkommer IVAs musikvideo til hendes seneste single “Give Back 2 U”.

I fredags, den 21. maj, udgav IVA singlen “Give Back 2 U” – en simpel og fin produktion af bare bløde og drømmende rhodes samt IVAs smukke og detaljerige vokal. “Give Back 2 U” er skrevet i dagbogsform og har fungeret som en slags selvterapi for IVA. Lyrikken beskriver den svære kærlighed, og hvordan lykken fra et forhold kan vende og ændre sig til sorg.

Giftige relationer og manipulation føles så underligt lækkert, smigrende og forførende. Men pludselig er man fanget. Bundet. Lænket. Og at bryde med den slags relationer kan føles som at kalde solen frem på en overskyet regnvejrsdag – det er nærmest umuligt. Manipulationens smigerende og overbevisende ord kilder i kroppen – på den måde, hvor man drages og lokkes. Men som tiden går, vendes behaget til ubehag, og de dragende og lokkende ord sniger sig pludseligt over i en følelse af utryghed, smerte og selvtvivl.

Nu lander der også en video til singlen. På en sky sidder IVA, fanget i et slør, og ligner en engel, mens hun erklærer sine følelser gennem sangens lyrik. Først til aller sidst i videoen, kommer hun fri af sløret, og måske også fra den giftige relation? Du kan selv fortolke med her:

Simone Wester Larsen
Simonelarsen@bandsoftomorrow.com