fbpx

Ugens Upcoming: Niko Blonde

Foto: Gustav Laursen (pressebillede)

I denne uge har vi fornøjelsen af at have den fremadstormende rapper Niko Blonde som ugens upcoming. Niko har på trods af sin korte tid på musikscenen allerede udgivet et hav af singler, og hans autentiske lyd og ærlige tekster vidner om, at han har potentialet til de helt store scener.

Niko Blonde viser med sin musik, at hiphop kan være mere end bare attitude, dyre biler og guldkæder. Niko Blonde laver gennemførte tekstuniverser, som er underbygget musikalsk af R&B, jazz og alternativ rock. Niko Blandes tekstunivers bygger primært på hændelser og oplevelser fra hans eget liv, og det giver sangene et personligt og autentisk præg af, at man har at gøre med en musiker, der formår at omdanne livets små detaljer til alment gældende og relaterbar poesi.

Niko har været i gang med musikken. i omkring fire år, og på den relativt korte tid, har han allerede udgivet intet mindre end syv singler og EP’en Intet Signal. Seneste udgivelse er den drivende “Blodrød”, der med højt tempo og intens bas, skaber en melankolsk følelse af fremdrift og bevægelse. Der er ikke tvivl om, at Niko Blonde har ambitionerne til at overhale musikbranchen indenom, og han er helt klart en af dem, man bør holde et vågent øje med. For at lære ham at kende, inden han stikker af, har han svaret på vores 10 spørgsmål. Dyk ned i dem herunder:

Hvem er Niko Blonde? 

– Niko Blonde er kunstnernavnet på en 24-årig fyr fra København ved navn Nikolaj.

Hvordan vil du beskrive din lyd? 

– Min musik spiller i grove træk på en kombination af hiphop og R&B, der trækker inspiration fra elementer i jazz og alternativ rock. Et til tider mørkt men altid håbefuldt univers, hvori jeg forsøger at bygge en bro mellem det nye og det gamle og samtidig være så oprigtig som muligt. 

Hvordan startede du? 

– Jeg startede med at skrive tekster da en tidligere kæreste tog flyveren til Italien, uden mig. Efter mange år sad jeg pludselig alene på min altan og kiggede ud over Sydhavn. Midt i min følelsesladede indre karrusel, droppede Frank Ocean sit album ‘Blond’ hvilket gjorde så stort indtryk på mig, at jeg selv måtte kanalisere de følelser ud, som den plade ellers så fint satte ord på for mig. Det viste sig senere at en af mine homies (mor10) også havde gjort sig tanker om musikken og var begyndt at producere – så før jeg vidste af det, var en tidligere passion erstattet med en ny, jeg elskede endnu mere.

Kan du fortælle lidt om den proces, der foregår, når du skriver musik? 

– Musik er meget organisk for mig og jeg har fundet ud af, at det mere eller mindre er ude af mine hænder hvor den tager sig selv hen. Jeg vælger oftest et beat eller et fundamentet der rører mig, og så kommer omkvædets melodi som regel on the spot. Så cykler jeg hjem fra mit studie og skriver en tekst når den kommer til mig. De bedste tekster opstår når jeg har en konkret situation eller følelse jeg kan skrive ud fra en kortfilm, jeg skaber i hovedet. Ofte har jeg allerede brudstykker af forskellige tekster jeg tidligere har noteret, og så skal puslespillet lægges. Det kan både vise sig at blive en krig eller en fornøjelse, men de plejer at gå hånd i hånd.

Hvilke musikere har haft størst indflydelse på din lyd? 

– Det varierer fra tid til anden. Den franske Laylow’s digitale lydbillede har jeg dog altid fucket med, og Frank Ocean’s ærlige sårbarhed har på et lyrisk plan altid inspireret mig meget. Det er nok nemmere at svare på hvilke musikere, der har haft størst indflydelse på mig som artist, end hvem der har haft indflydelse på min lyd. Jeg har altid set op til Kim Larsen  for hans attitude og jordnærhed. Action Bronsons måde at have det sjovt med og i musikken er også noget, der inspirerer mig. Desuden har Jay-z’s arbejdsmoral altid været en jeg har prøvet at efterleve, uanset hvor hårdt det kan blive som uafhængig artist.

Hvad er der på pladespilleren lige nu?

– For tiden hører jeg Jesse James Solomon’s EP “Strata” på repeat. Især om aftenen. Westside Boogie’s “Everythings for Sale”bliver også genopfrisket for tiden og Bremer/McCoy’s musik kører generelt i rotation, når jeg går tur. 

Hvad er du i gang med lige nu? (på musikfronten) 

– Lige for tiden er jeg i gang med at indspille nogle sange, som jeg skrev for et godt stykke tid siden. Vi overtog et nyt studie i januar og det har taget nogle måneder at bygge, så nu hvor det er færdigt, er jeg så småt begyndt at indspille nogle ældre tekster, og samtidig få gjort nogle allerede færdige numre klar til udgivelse.

Hvad er drømmen? 

– Drømmen er uden tvivl at have friheden til fortsat at udgive og spille den musik jeg selv elsker, og samtidig leve af den. Jeg har en drøm der altid vender tilbage, om at kunne isolere mig i en Schweizisk bjerghytte i en vinter og vende hjem til Danmark, når foråret kommer,, for at spille min musik for tusindvis af mennesker, der kan relaterer til det jeg laver. 

Hvis du kun måtte vælge én af dine sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så? 

–  Jeg har en sang der ikke er udgivet endnu, som jeg ville vælge fordi den er så atmosfærisk og definerende på samme tid. Men hvis jeg skal vælge en sang de kan høre lige nu, så må det blive “Hvor Langt?”.

Hvis din musik var en drink, hvilken ville den så være?

– Er guldøl en drink? Hvis ikke så en Dark n’ Stormy.

Albert Lund Kuhlmann
albertkuhlmann@bandsoftomorrow.com