fbpx

Helena Gao – Parasol Festival

Foto: PR (Pressebillede)
Venue: Parasol Festival
Dato: Fredag den 9. juli 2021

En tydeligt nervøs Helena Gao åbnede Parasol 2021 med en fin koncert, der ikke helt kunne bryde den forbandelse, der hviler over mange festivalers åbningskoncerter.

Helena Gao – Parasol Festival
3 / 5 Reviewer
Rating0

Da Helena Gao gik på scenen som årets første optræden på Parasol Festival, stod solen stadig tydelig over Farvergården, og regnvejret lå endnu et par timer ude i fremtiden. Sammenlignet med fremmødet til senere koncerter, var der dog kun relativt få personer blandt publikum, og stemningen var mildt sagt afslappet.

Den rolige setting var sådan set ganske gunstig for Gaos eventyrlige, poppede singer/songwriter-univers, der blander den akustiske popsangsskriveri med det elektronisk ambiente. Langt hen ad vejen var koncerten da også en fornøjelse, som flere af de gæster, der senere mødte op til festivalen, burde have oplevet. Til gengæld var der også nogle ganske tydelige problemer undervejs. Den unge kunstner blev tilsyneladende ramt af den stilhed, der naturligt følger med et uopvarmet, mindre publikum. Denne stilhed var ganske vist godhjertet og klart at foretrække over forstyrrende snak, men den synes at virke overvældende for Gao, der ofte hørtes fnisende og lavmælt snakke med sine to bandmedlemmer. Det hjalp givetvis heller ikke på det, at vokalerne var skruet alt for højt op. Udover at mikrofonerne i højere grad opfangede bandets indbyrdes hvisken, gjorde det knapt så velbalancerede mix også, at vokalerne fra alle tre optrædende ofte overdøvede den ellers så smukke instrumentation. Specielt problematisk var det de steder, hvor Gao lagde ekstra kraft i sin flotte stemme og nærmest gav publikum et chok, fordi den var så uproportionalt høj.

Om disse lydmæssige problemer – som sangerinden i øvrigt ikke selv kunne have gjort så meget ved – også var med til at gøre hende mere nervøs, kan jeg kun gisne om, men det virker som en sandsynlig forklaring. Værst var det, da Gao helt glemte melodien til sit eget nummer og måtte starte forfra. Hun skal dog have stor ros for at tage sin fejl i stiv arm og udbryde “den slags sker jo.”

Det er en skam, at eftermiddagens første koncert blev ramt af disse problemer, for det siger en del om Gaos enorme talent, at hun på trods af at have oddsene imod sig formåede at levere en række af fortryllende momenter. Kampen mod åbningskoncertens forbandelse var tydeligvis svær, men hun viste, at der trods alt skal mere til for at knække hende helt.



Simon Rønne
Simonronne@bandsoftomorrow.com