fbpx

Vi håbede på at booke nogle gode navne. Vi fik vores HAAB indfriet

Foto: Julie Montauk (Pressebillede)

Tag et smut forbi Byhaven og drøm dig ind i HAABs blide musikalske univers, når de spiller til Bands of Tomorrows Uimodståelige.

Hvis du har gået med håbet om at finde en interessant og fængende koncertoplevelse, kan vi med glæde annoncere, at HAAB spiller til Bands of Tomorrows Uimodståelige i Byhaven den 18. august. Med deres blide dreampop-lyd åbner HAAB op for et musikalsk univers og spørger pænt, om du har lyst til at træde ind for derefter at skubbe til dine forventninger ved at introducere mere rockede elementer. Senest har HAAB udgivet singlen “Tired”, som er en folksy singer/songwriter-lignende sang med et blidt kor og en akustisk guitar, ligesom der også introduceres diskrete synthesizere, hvilket giver nummeret et moderne tvist samt en surrealistisk kvalitet. HAAB startede som forsanger Hannah Sommers soloprojekt, men udviklede sig til også at inkludere Hannahs søster Emma på synth og kor, Mikkel Kofod på trommer, Kristian Hybel på bas og Nicolai Hjerrild på guitar. Med blot seks udgivne singler har HAAB allerede demonstreret evnen til at variere deres unikke lyd, og vi kan ikke vente på deres koncert den 18. august.

Du kan samme aften høre bands som lil cat og Camelo. Du kan finde begivenheden på Facebook her.

Gustav Rasslan
gustavrasslan@bandsoftomorrow.com