fbpx

RoseeLu – UHØRT Festival 2021

Foto: Petra Kleis (Pressebillede)
Scene: Skatescenen
Dato: Torsdag den 19. august 2021

RoseeLu har en lyd, der kan komme langt, og en attitude, der brænder igennem på en scene.

[rwp_box id=”0″]

Jeg har haft æren af at se RoseeLu to gange, ud af sine fire koncerter nogensinde. Fra første sekund af den første koncert, jeg var til med hende, blev jeg blæst omkuld. At en så ung og grøn artist allerede kan være så dygtig og sin egen, var jeg meget imponeret over. Derfor havde jeg en smule høje forventninger til hendes optræden på UHØRT Festival. Den kun 19-årige RoseeLu har allerede et lovende bagkatalog og over 100.000 månedlige lyttere på sin Spotify. Til koncerten på Skatescenen var der allerede høj energi fra start af, og bassen pumpede direkte ind i brystet på en. Hendes lyd er super unik, da hun formår at skrive catchy popmelodier, men i et lydunivers, der straks tager en tilbage til 90’ernes grungerock, og jeg elsker at hun mestrer den kombination. Man kunne godt mærke en smule nervøsitet hos den unge sangerinde, især da de måtte tage en sang om, grundet nogle tekniske problemer. Men heldigvis kom hun stærkt tilbage og gav så meget smadder, at jeg nærmest glemte at trække vejret – på den gode måde.

På et af numrene sang hun i omkvædet » I love you, but you are such a motherfucker«, og lige den sætning indkapsler virkelig den nerve og attitude, som RoseeLu viser på en scene: taknemmelighed med en energisk fandenivoldskhed, og det er så fedt at stå som publikum og være en del af. Hendes band spillede virkelig godt, og fik sat gang i publikum, hvor ikke en eneste stod stille. Især ikke på forreste række hvor der blev headbanget til den store guldmedalje. RoseeLu er sådan en kunstner, som er befriende at være til koncert med, og det er tiltrængt at få en artist med så meget energi og nerve på en scene. Og så må jeg bare indrømme at hendes radiohit ”Playing Alone” er helt genial live. Har man mulighed for a opleve RoseeLu live, så kan jeg kun anbefale at man gør det. Hun kommer til at nå rigtig langt på den danske musikscene og har i den grad også potentiale til den internationale.

Liva Duus Thorlacius
Livaduus@bandsoftomorrow.com