fbpx

Den spritnye gruppe Tredjeperson udgiver debutsinglen “Under Vandet”

Foto: Line Hjeresen Wraae (Pressebillede)

Den aarhusianske pop/rock-kvintet markerer deres indtog på den danske musikscene med stærkt singleudspil.

Bandet Tredjeperson har allerede spillet koncerter rundt omkring i landet, men har endnu haft til gode at udgive deres debutsingle. Det har dog været ventetiden værd, for “Under Vandet” er et fandenivoldsk og energitæt track med både originalitet og stort potentiale.

Den aarhusianske kvartet emmer af en ungdommelig rodløshed og besidder et forfriskende råt udtryk, som fremstår ægte og ret fascinerende. Bandet evner at balancere de organiske rockelementer med elektroniske lydflader på fornemmeste vis, og både det insisterende trommebeat og den tunge bas rammer én lige i mellemgulvet.

Gruppens bandnavn hentyder til det at betragte sig selv udefra, hvilket også knytter sig til debutsinglens selvreflekterende lyrik. Bandets forsanger Jonas Langager fortæller følgende om nummerets tematik:

Under Vandet handler om at være i tvivl om sin fremtid og sine relationer, og som en konsekvens af dette lukke sig inde i sig selv og skærme sig fra omverdenen. Om at erkende disse følelser over for sig selv og turde dykke ned i dem. Den er følelsen af ensomme aftener, hvor du mærker mørket lægge sig over dig som en tung dyne. Som hvis du lige var dykket ned under vandet. Du mærker stilheden og trygheden, mens desperationen for at trække vejret oven vande vokser i dig. Men sangen rummer også håb. En tro på at det hele nok skal ordne sig på et tidspunkt.

Tredjeperson har skudt deres karriere i gang med manér, og det bliver virkelig spændende at følge med i, hvad fremtiden kommer til at byde på for dem. De er desuden annonceret til årets Spot Festival, så det lader til, at vi ikke er de eneste, der er blevet væltet bagover af gruppens energiske poprock. Lyt til debutsinglen “Under Vandet” på Spotify lige her.

Tags:
Mads Vadsager
madsvadsager@bandsoftomorrow.com