fbpx

Koncertanbefalinger // Uge 39

Foto: Yör // Therese Lærke (Pressebillede)

Så er vi klar med vores ugentlige koncertanbefalinger, som i denne omgang byder på alt fra klangfuld electronica til eksperimenterende krautrock. Vi har udvalgt fem interessante oplevelser, som du kan læse mere om herunder.

by:Larm Festival 2021

Hvor: Oslo
Hvornår: Torsdag den 30. september til lørdag den 2. oktober

Det er ingen hemmelighed, at vi glæder os rigtig meget til årets udgave af Oslo-festivalen by:Larm, der løber af stablen på torsdag i denne uge. Ikke mindst fordi festivalens lineup byder på et hav af spændende koncertoplevelser med både fremadstormende danske artister som Reveal Party og DOPHA, men også interessante internationale navne som blandt andre norske Murmur. Vi har netop udgivet en guide med tre acts fra musikprogrammet, som vi glæder os særligt meget til, og den kan du læse lige her.

Himmelrum

Hvor: VEGA – København
Hvornår: Fredag den 1. oktober

Hvis du er til genreeksperimenterende krautrock, bør du klart lægge et visit forbi Himmelrums VEGA-koncert på fredag. Du kan forvente et ekstatisk og grænsesøgende show fra den støjende shoegaze-kvartet, der blandt andet tager deres tredje og seneste album Vand, død & ensomhed med på sætlisten. Glæd dig til at blive væltet omkuld af Himmelrums både smukke, grimme og glitchy electrorock, når de sætter toner og lydbilleder til din fredag aften.

Calby

Hvor: VoxHall – Aarhus
Hvornår: Fredag den 1. oktober

Den hyperkommercielle danske hitmager Calby samler på både guldplader, streams og radiorekorder, og han er netop i gang med at gøre bod på de mange aflyste 2020-koncerter, der sidste år blev udfordret af de nu hedengangne coronarestriktioner. På fredag rammer han det aarhusianske spillested VoxHall, og mon ikke det folkelige radiohit “Burnout” blandt andet er at finde på sætlisten. Hvis du er i Aarhus og desuden besidder et ægte pophjerte, anbefaler vi kraftigt, at du pudser danseskoene og tager et smut forbi VoxHall fredag aften.

Yör [support: jane]

Hvor: VEGA – København
Hvornår: Lørdag den 2. oktober

Yörs drømmende elektroniske univers balancerer elegant mellem en sårbar minimalisme og storladne eksplosioner. Gruppen besidder en perlerække af dansksprogede lyriske finurligheder og en åbenlys musikalsk overlegenhed, og du kan derfor med god grund købe en billet til deres københavnske headliner-koncert lørdag. Du kan forvente en blanding af kunstnerisk opfindsomhed og tekniske magtdemonstrationer, når den danske electro-kvartet indtager VEGA med support fra neo-soul-duoen jane.

EYES

Hvor: Loppen – København
Hvornår: Lørdag den 2. oktober

Den danske hardcore-kvintet EYES indtager lørdag aften Loppen på Christiania, og det ville virkelig komme bag på os, hvis det kommer til at gå stille for sig. Med det anmelderroste debutalbum Underperformer i ryggen, et hav af både danske og internationale koncerter på CV’et og en hårdtslående live-energi i blodet, er EYES klar til at sætte musikalsk ild til det legendariske spillested med deres eklektiske og højenergiske punkrock.

Mads Vadsager
madsvadsager@bandsoftomorrow.com