fbpx

Lucky Lo har udgivet en hjerteskærende kærlighedssang til sin afdøde veninde

Foto: Benjamin Tarp (Pressebillede)

Lucky Los nyeste singleudspil “Sunrise/Sunset” udkommer med en bevægende musikvideo, der reflekterer over liv og død i et videoportræt, som er dedikeret til hendes afdøde veninde.

Den svenske kunstner Lucky Lo, der er bosat i Danmark, laver indiepoppede toner, der bæres af sangerindens lyse sangstemme. “Sunrise/Sunset” er et eftertænksomt og varmt nummer, der omfavner mindet om hendes veninde, der gik bort i en alt for tidlig alder. Udgivelsen er en hyldest til netop denne veninde, og Lucky Lo fortæller sådan her om hendes tanker bag nummeret:

Det er som om, at hendes drømme lever videre i mig, og at jeg er nødt til at gøre dem færdige for hende. Hvad ville hun gøre, hvis hun havde min stemme? Hvorfor hende og ikke mig?

Musikvideoen er skudt i Lucky Los hjemegn i det nordlige Sverige i smukke omgivelser, hvor vi ser montagebilleder af kunsteren og hendes familie. Nummerets titel “Sunrise/Sunset” afspejles i videoens begyndelse, hvor det står skrevet, at sommersolen står op og går ned igen med mere eller mindre tre timers mellemrum. Vi er altså et sted i Sverige, hvor solen aldrig rigtig ser sin nedgang. Og her kan vi netop gisne om det budskab, som “Sunrise/Sunset” stiller op for os – altså den fine grænse mellem liv og død, og hvordan vi som mennesker lever videre i hinanden og i de aftryk, som vi sætter. Om videoen fortæller Lucky Lo:

– Når man mister en tæt på sig, opstår der et behov for at genopdage livet og række ud til ens kære. Videoportrættet er skabt ud fra et ønske om at skabe et evigtvarende minde til min familie. Det er her, jeg kommer fra, og det er hvad, jeg altid vil huske.

Du kan se den rørende musikvideo til Lucky Los “Sunrise/Sunset” lige her.

Lucky Lo drager på turné i Danmark dette efterår, og du har derfor rig mulighed for at opleve hende på følgende datoer:

9. september 2021 – Low-Fi Concerts, København, DK
16. september 2021 – Spot Festival, Aarhus, DK
23. september 2021 – Posten, Odense, DK (supporting Eivør)
24. september 2021 – Gimle, Roskilde, DK (supporting Eivør)
25. september 2021 – Musikkens Hus, Aalborg, DK (supporting Eivør)
26. september 2021 – Musikhuset, Aarhus, DK (supporting Eivør)
29. september 2021 – Sønderborghus, Sønderborg, DK (supporting Eivør)
5. oktober 2021 – Store VEGA, København, DK (Supporting Eivør)
20. oktober 2021 – Stengade, København, DK

Tags:
Kira Buur
kirapost@bandsoftomorrow.com