fbpx

Fra drømmende indiepop til psykedelisk avantgarde: Fem hollandske navne, du skal kende til

Foto: Mazey Haze // Pasqual Amade (Pressebillede)

Kom med på en musikalsk jordomrejse, når vi i denne artikelserie guider til artister fra nær og fjern. Denne gang går turen til Holland, der huserer nogle af de mest interessante artister på den aktuelle indiepop-scene. Vi har samlet fem acts, der alle er værd at tjekke ud, hvis du gerne vil holde dig opdateret på den nyeste globale indiemusik.

Hvis du slår op i en hollandsk turistguide, vil du nok mest kunne læse om Amsterdams ikoniske arkitektur, gule tulipaner og koncentriske kanaler, men også Hollands musikscene har en helt masse at byde på. Vi er derfor dykket ned i den hollandske indiemusik, der byder på alt fra lettilgængelig dreampop til mere eksperimenterende avant-pop, og vi har i den forbindelse udvalgt fem specifikke navne, som du især bør kende til.

Bungalow

Elektropop-duoen Bungalow har skabt et legesygt og sommerligt synthunivers, som er virkelig svært ikke at blive forelsket i. Deres nærmest Soleima-klingende produktioner, smadrede Jai Paul-trommer og snublende synth-stabs står især knivskarpt på den underfundige single “Make It Right”, som vi skrev om tidligere på året, og alt i alt er der tale om en duo, man bør holde et vågent øje med. Lyt til “Make It Right” på Spotify lige her.

Mazey Haze

Mazey Haze er en virkelig spændende artist, som vi har dækket nøje, siden hun udgav sin dreampoppede debutsingle “Sad Lonely Groove” tidligere på året. Den hollandske indie-aficionado har netop sluppet sin debut-EP Always Dancing, der byder på fem virkelig stærke sange. Især EP’ens lidt rockede fokustrack “Don’t Care” slår fast, at Mazey Haze er et af de mest interessante popstjerneskud lige nu, og vi glæder os derfor helt vildt til at følge med videre på hendes rejse op gennem den internationale indiepop-scene. Lyt til “Don’t Care” på Spotify lige her.

POM

Det Amsterdam-baserede rockband POM blander et råt punk-udtryk med flamboyante melodier og fængende hooks. Deres højenergiske garagemusik understøttes af finurlige lyrikfragmenter og en charmerende flabet vokal, der til sammen skaber et støjet guitarunivers, som man bliver suget ind i med det samme. Der er så meget attitude og rock’n’roll på højkant, og deres nerve er ikke til at stå for. Lyt til sangen “Down The Rabbit Hole” på Spotify lige her.

Scarlet Mill

Scarlet Mill er en altrock-duo bestående af Jennifer Moesker og Erik Verhoef, der faktisk oprindeligt startede med at lave musikken sammen tilbage i 80’erne, men som først efter 35 års pause udgav deres pandemiaffødte debutalbum Chronicles. Den hollandske duo laver eksperimenterede dark wave inspireret af artister som Nick Cave og Lou Reed, og har man tålmodigheden til virkelig at sætte sig ind i deres eftertænksomme lydunivers, så er der virkelig meget godt at hente. På det atmosfæriske nummer “In You” komplimenteres Moeskers sårbare vokalføring af en lige så blød og subtil saxofon, der uden at overrumple det støvede lydbillede får musikken til at bevæge sig mod endnu højere luftlag. Du kan lytte til sangen lige her.

Young & Sick

Bag kunstnernavnet Young & Sick står den audiovisuelle kunstner Nick van Hofwegen, der sammen med sin musikalske makker Luke Woods har skabt et fragmenteret og eksperimenterende mix af psykedelisk elektronica, avantgardistisk hyperpop og klassisk orkestermusik. Tilbage i september udgav Young & Sick albummet BROTHER, hvor lytteren inviteres ind i et særdeles mærkeligt lydunivers, der dog især på pladens mere lettilgængelige åbningssang “BRANDY” opvejes af nogle virkelig fængende hooks. De eklektiske og legesyge popsange udvikler sig konstant og skifter nærmest stilart for hvert formled, så det er på intet tidspunkt kedeligt at lytte til Young & Sick. Lyt til sangen “BRANDY” på Spotify lige her.

Mads Vadsager
madsvadsager@bandsoftomorrow.com