fbpx

GRETA deler dobbeltsingle om forandring og kærlighed på bagkanten af isolation

Foto: Cathrine Brix (Pressebillede)

Tyskfødte GRETA forkæler os med en dobbeltudgivelse, nemlig den elektropoppede “Out of Mind” og den tyske “Nicht Allein”.

Den fremadstormende kunstner GRETA afslørede sin graviditet i musikvideoen til den synthpoppede single “Forever We’ll Be Dancing”, og nu har hun løftet sløret for to nye singler, der udfylder ventetiden, mens hun går på barsel.

Under corona-nedlukningen stod GRETA i en svær tid med sin mand, som led af depression. Isolationen er blevet et tema for kunstneren, hvor det er ambivalensen i kærlighed, som fylder i lydbilledet. GRETA beskriver en forandrende tid, som både var udfordrende, men som også gjorde hende tættere forbundet i kærligheden med hendes mand.

Ikke desto mindre har den svære tid resulteret i et par stærke singleudgivelser, herunder “Out of Mind”, som handler om følelsen af at blive en smule vanvittig i den absurde situation, der netop var den første lockdown under corona-epidemien. Det er et både længselfyldt og håbefuld nummer, der faktisk også er første nummer, som GRETA har skrevet til hendes kommende album.

På singlen “Nicht Allein” griber GRETA fat i sine tyske rødder, og hun fortæller følgende om nummeret:

– “Nicht Allein” handler om at befinde sig i en overgang og give slip. Både om at finde sig selv, men også at finde hinanden sammen i et parforhold. Den handler om dyb kærlighed og forbundethed, men også om ambivalens. Om at erkende vigtigheden i at mærke sig selv som individ og ikke kun i tosomheden. For selvom man ikke er alene, kan man stadig føle sig ensom.

Du kan høre dobbeltudgivelsen fra talentfulde GRETA på Spotify her (“Out of Mind”) og her (“Nicht Allein”).

Tags:
Kira Buur
kirapost@bandsoftomorrow.com